Slut med olien

Det blev aldrig til det store olieeventyr for Grønland, og nu skal Inatsisartut tage stilling til om det statsejede selskab Nunaoil A/S skal kunne engagere sig i andet end kulbrinter.

"Fremtiden ligger ikke i olie. Fremtiden tilhører den vedvarende energi" lød det i 2021 fra Naalakkersuisut. Torsdag tog Inatsisartuts medlemmer så stilling til et lovforslag, der gør det muligt for det statsejede selskab Nunaoil A/S at investere i andet end kulbrinter.

Nunaoil har siden 1984 sikret en grønlandsk deltagelse i olie- og gasefterforskning i Grønland, og i årene 2011-13, hvor der var forhåbninger om indtægter fra olie i milliardklassen, havde selskabet andel i mere end 20 licenser over et samlet areal på 202.000 km2.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Men om lidt er det slut med Nunaoil - i hvert fald i sin nuværende form - for i kølvandet på Naalakkersuisuts beslutning fra 2021 om at droppe al olieefterforskning på og omkring Grønland, giver det ikke længere mening at have et selvstyreejet olieselskab. Naalakkersuisut har derfor udarbejdet et forslag, der ophæver Inatsisartutloven om Nunaoil A/S, så selskabet i stedet kan engagere sig i aktiviteter, der ikke har direkte forbindelse til kulbrintetilladelser. Det kunne for eksempel være vandkraft.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS