Gå til hovedindhold

Slibefejl sender farligt PCB ind i lejligheder

En fejl i renoveringsarbejdet i Blok H i Qaqortoq endte en støvstorm af PCB i lejlighederne. En gennemgang af arbejdsprocesser er i gang, oplyser Selvstyret.

Flere beboere kunne ikke komme hjem til deres lejligheder i Blok H i Qaqortoq torsdag sidste uge.

Forinden havde beboerne oplevet et tiltagende gene af støv, der kom ind af vinduesprækkerne i lejlighederne, fortæller Sikkerninnguaq Lund Davidsen, der er beboer i blokken, til Sermitsiaq.AG,

Departementet for boliger bekræfter, at der er sket en fejl, der resulterer i, at støv med PCB er konstateret inde i lejlighederne.

- Den udførende entreprenør havde valgt en slibeproces, som ikke var hensigtsmæssig og forsvarlig i forhold til de krav, der er stillet af bygherren og de tilsynsførende, når der arbejdes med byggemateriale, der indeholder PCB.

- Dette resulterede i, at der blev konstateret støv i lejlighederne fra slibeprocessen, oplyser afdelingschef i departementet for infrastruktur og boliger, Embla Kristjánsdóttir til Sermitsiaq.AG.

Stoffet PCB har tidligere været anvendt i for eksempel byggematerialer som fugemasse, maling og termoruder. Stoffet er svært nedbrydeligt og skadeligt for miljø og sundhed.

Undersøgelse i gang

Efter en grundig rengøring af lejligheder er beboerne nu vendt hjem igen, oplyser departementet for boliger.

En gennemgang af entreprenørens arbejdsprocesser samt sikkerheds- og sundhedsforanstaltninger er nu i gang, oplyser afdelingschef i departement for infrastruktur og boliger, der er ansvarlig for renoveringen. 

-Entreprenøren skal have godkendt afdækning, udsugning og så videre af tilsynet inden opstart af en delopgave, hvor der ligeledes skal afrapporteres yderlige til tilsynet. Desuden er der skærpet tilsyn på opgaven, indtil det er sikkert at entreprenøren følger reglerne nøje, oplyser Embla Kristjánsdóttir.

En tidlig miljøundersøgelse har påvist PCB i malingen i blokkens altaner. Det blev under undersøgelserne vurderet, at der ikke er grund til genhusning af beboerne under renoveringen.

Stadig støv i lejligheder

Sikkerninnguaq Lund Davidsen fortæller, at hun og hendes familie kom hjem til lejligheden efter, lejligheden blev rengjort.

Støv fra renovering i Blok H i Qaqortoq viser sig at indeholde PCB, der er miljø- og sundhedsskadeligt.
Sikkerninnguaq Lund Davidsen

- Vi måtte rengøre lejligheden en ekstra gang for at være på den sikre side. Vi kunne jo fortsat se, at der var støv, især i min datters soveværelse. Nu har vi fået besked på, at vi skal holde vinduerne lukket under renoveringen, fortæller Sikkerninnguaq Lund Davidsen.

Afdelingschef i departementet for infrastruktur og boliger, Embla Kristjánsdóttir forsikrer, at der fortsat tages luftprøver af indeklimaet i de lejligheder, der blev berørt for at sikre, at der ikke længere er spor af PCB.

Sikkerninnguaq Lund Davidsen fortæller tirsdag sen eftermiddag, at der igen er rengøringsfolk i lejligheden, der skal rengøre lejligheden grundigt.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER