Slædevæddeløb i Uummannaq

Kvalifikationsløbet til årets GM i hundeslædevæddeløb i Uummannaq Kommune viste tydelige tegn på de senere års anderledes vintre.

Amos Jensen fra Saattut blev en suveræn vinder.

Uummannaq kommunes hundeslædeudtagelsesløb til Avannaata Qimussersua, som afholdes den 29. marts, blev gennemført på havisen ved bygden Ikerasak i lørdags.

Amos Jensen fra Saattut vandt suverænt, og kørte de 33 kilometer på en time og tre minutter, på andenpladsen kom Jens Ole Jensen fra Uummannaq mens den tidligere femfoldige grønlandsmester Edvard Samuelsen fra Nuugaatsiaq/Ukkusissat tog sig af tredjepladsen.

De senere år er det gået temmelig meget tilbage med antallet af hundeslæder som følge af global opvarmning, så slædesæsonen er blevet halveret fra seks til tre måneder på på af de milde vintre.

De seneste fem år har det tyndet godt ud i antallat af slædehundehold i by og bygder. Selv om denne vinter ligner de tidligere isvintre, stillede kun 23 slædehold op, i modsætning til tidligere tiders mere end 40 teams.

Det smukkeste vintervejr lokkede rigtig mange tilskuere til, først og fremmest fra Uummannaq by, men også mange fra de seks andre bygder i kommunen.

De kom på slæder, snescootere, i taxi og andre biler, og det mere end fordoblede befolkningstallet på 250.

Powered by Labrador CMS