Overgreb

Skolechef: Overgreb er uacceptabelt og der findes ingen undskyldning

Skolechef hos Kommuneqarfik Sermersooq Jesper Madsen understreger, at formiddagens overgreb på USK-skolen i Nuuk er helt uacceptabelt. Efter et møde med politiet opretter kommunen nu en arbejdsgruppe, der skal kigge på retningslinjerne for sidste skoledag.

Skolechef Jesper Madsen har sammen med politiet besluttet, at retningslinjerne for sidste skoledag skal ses igennem for at sikre, at noget lignende ikke sker igen.

Onsdag formiddag fik en ung pige trukket bukserne af på USK-skolen i Nuuk i forbindelse med afgangselevernes sidste skoledag. Optrinnet blev angiveligt filmet af flere andre elever. Situationen er ifølge skolechef hos Kommuneqarfik Sermersooq, Jesper Madsen, helt uacceptabel.

- Det er ikke acceptabelt og der findes ingen undskyldninger for det, der er sket. Og nu skal vi sørge for, at den slags ikke sker igen, siger Jesper Madsen.

En arbejdsgruppe

Han har for ganske få øjeblikke siden haft et møde med politiet, hvor de blev enige om at oprette en arbejdsgruppe fra næste uge.

- Vi laver en arbejdsgruppe allerede fra næste uge sammen med politiet, hvor vi skal se på, hvordan vi kan stramme op på retningslinjerne for sidste skoledag, sådan så gentagne tilfælde ikke kommer til at ske.

Alle skoler har retningslinjer

Skolechefen understreger over for Sermitsiaq.AG, at alle skoler i kommunen har retningslinjer for, hvordan den sidste skoledag helst skal forløbe. Regler som både børn og forældre får at vide.

- Vi har retningslinjer på samtlige skoler, alle børn og forældre bliver informeret om den sidste skoledag. Og nu skal vi se på, om retningslinjerne er tilstrækkelige for at hindre, at noget lignende sker fremover, siger Jesper Madsen.

Udover overgrebet er der også blevet tegnet med graffiti på skolen af tre elever. Noget som eleverne selv er blevet bedt om at fjerne.

Powered by Labrador CMS