Skød mod helikopter: Anklager går efter anbringelse på psykiatrisk hospital
I sagen fra Narsaq, hvor en 21-årig mand er tiltalt for at forsøge at dræbe 14 personer, ønsker anklageren manden idømt anbringelse på psykiatrisk hospital, viser anklageskrift.
Tidligere tirsdag oplyste Grønlands Politi, at der er rejst tiltale mod en 21-årig mand for forsøg på manddrab på 14 personer.
Tiltalen er resultatet af efterforskningen af sagen fra Narsaq, hvor der 22. marts sidste år blev skudt mod en helikopter, mens den var ved at lande.
Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i anklageskriftet, og her fremgår det, at anklageren går efter, at den tiltalte skal anbringes på et dansk psykiatrisk hospital, og at der ikke skal fastsættes nogen længste tid på foranstaltningen.
Stjal halvautomatisk riffel
Det omfattende anklageskrift rummer hele 28 forhold - herunder altså forsøg på manddrab på 14 personer.
I anklageskriftet fremgår det også, at politiet mener, at den tiltalte har stjålet riflen, som blev brug til skyderiet, fra en fiskekutter i havnen i Narsaq.
Der er tale om en halvautomatisk salonriffel, kaliber .17 HMR, Savage model A17.
Fremsatte trusler to dage før
Selve skyderiet foregik mellem 16.30 og 17.15 den 22. marts.
To dage før, den 20. marts, skal den tiltalte have slået og truet en person i Narsaq, og sagt at han ville hente en riffel.
To personer blev ramt af skuddene, mens tre andre personer pådrog sig skader fra mandens skud, har politiet oplyst.