Skidt år for torsken

Dårlige priser og dårlig fangst af torsk i 2009. Indhandlingsværdien af hellefisk, krabber og rejser gik bedre, viser nye statistiktal.

At dømme efter statistikken var 2009 ikke torskens år. Foto: Polfoto

I året 2009 faldt den totale indhandlingsmængde af fisk og skaldyr, men for arter som hellefisk og krabber steg indhandlingsmængden.

Samme udvikling gjaldt for indhandlingsværdien. For hellefisk, krabber og rejer steg den gennemsnitlige indhandlingsværdi, mens der var et betydeligt fald i indhandlingsværdien af torsk. For fangster af havgående fiskeri ved Grønland steg fangsten af hellefisk, mens mængden af rejer og torsk faldt.

Det skriver Grønlands Statistik i en meddelelse i forlængelse af publikationen ’Fiskeri og fangst 2009’, der netop er blevet offentliggjort på Grønlands Statistiks hjemmeside www.stat.gl.

Tallene viser, at indhandlingen af hellefisk steg med 6 pct. i forhold til 2009, således blev der i 2009 indhandlet 20.618 ton hellefisk.

Indhandlingen af rejer faldt i forhold til året før. I 2009 blev der således indhandlet 62.566 ton, hvilket svarer til et fald på 7 pct. i forhold til året før.

Mængden af indhandlingen af krabber steg efter at havde været stabil i de to sidste år. Der blev indhandlet 3.112 ton, hvilket svarer til en stigning på 43 pct. i forhold til 2008.

Indhandlingen af torsk faldt kraftigt efter at være steget konstant i de seneste år. Der blev i 2009 indhandlet 7.790 ton, hvilket svarer til et fald på 36 pct. i forhold til 2008, jf. tabel 1.

I Statistikbanken, der også findes på Grønlands Statistiks hjemmeside, er der mulighed for at hente oplysninger om udviklingen i indhandlingsmængderne og priser pr. art, måned og distrikt for perioden 1987-2009.

Powered by Labrador CMS