Skattestyrelsen udsender særlig selvangivelse

Skattestyrelsen gør borgere med en pensionsordning i udlandet opmærksom på, at der er udsendt en helt særlig selvangivelse.

Skattestyrelsen beder borgere, der har særlige udenlandske pensionsordninger, om at tjekke deres e-boks, så selvangivelsen bliver udfyldt korrekt.

Afkast fra livsforsikringer og pensionsordninger, der vedrører danske eller udenlandske pensionsordninger, skal man nemlig selv opgive som borger på årets selvangivelse, da Skattestyrelsen ikke per automatik får disse oplysninger.

- Har du et positivt afkast af din livsforsikring eller pensionsordning, skal du betale en kapitalafkastskat på 15,3 pct. af afkastet. Har du et negativt afkast af din pensionsordning kan du trække det fra i de følgende 10 års positive afkast af samme ordning, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Risikoen

Borgere, der har en pensionsordning i Sisa, Grønlandsbanken eller BankNordik, behøver ikke at foretage sig noget, idet Skattestyrelsen automatisk får indberettet beløbene og som optræder på selvangivelsen.

Hvis man ikke foretager sig noget og har en dansk eller udenlandsk pensionsordning, kan man risikere at betale for meget eller for lidt i skat, understreger Skattestyrelsen. Man har en frist til den 1. maj til at indberette beløbene.

Powered by Labrador CMS