Skatten på guldminen er fortrolig

Når Karl Lyberth, Siumut, beder om svar på, hvor mange skattekroner, Angel Mining kaster af sig i Grønland, er svaret: Det er fortroligt

Guldminen i Kirkespirdalen beskæftiger 95 personer, selve tilladelsen til minedriften er ejet af Angel Mining Plc. Driften varetages af Angel Mining Gold. Foto: Sermitsiaq

Angel Mining, der driver guldminen Nalunaq i Kirkespirdalen, har her i august i alt 95 personer ansatte, 49 er lokalt ansatte, de resterende 46 personer er tilkaldt arbejdskraft.

Det er det svar, Karl Lyberth fra Siumut får, når han spørger ind til skatteforhold og antallet af beskæftigede i minen i et paragraf 37-spørgmål. Her har han spurgt medlem af naalakkersuisut for råstoffer Ove Karl Berthelsen, IA, om forskellige forhold. Blandt andet antallet af beskæftigede, deres tilhørsforhold til Grønland, og til hvor mange skattekroner der tilflyder Grønland.

- Skattespørgsmålene har været forelagt skattestyrelsen til udtalelse. Da det vedrører en privat virksomheds økonomiske forhold, er der er tale om fortrolige oplysninger og kan ikke offentliggøres, svarer Ove Karl Berthelsen.

Desuden spørger Karl Lyberth om selve selskabskonstruktionen i forbindelse med udnyttelseslicenser og efterforskningstilladelser.

- Det fremgår af Grønlands Erhvervsregister, at Angel Mining, gold, er registreret i erhvervsregisteret. Blandt andet er aktiviteten i selskabet at opnå en udnyttelseslicens for Nalunaq projektet på vegne af Angel Mining Pic, der er moderselskabet. Hvordan kan Angel Mining, gold, være et efterforskningsselskab, når selskabet har overtaget en udnyttelsestilladelse? Netop, fordi der ifølge råstofloven står, at driftsselskabet have hjemsted i Grønland. Hvilket selskab varetager driften af guldminen i Kirkespirdalen?, spørger Karl Lyberth.

Ove Karl Berthelsen svarer, at udnyttelsestilladelsen er afgrænset ved området ved Nanortalik og ikke i Kirkespirdalen, men at en rettighedshaver efter råstofloven kan indgå aftaler med underleverandører om udførelsen af opgaver i forbindelse med driften af minen.

Powered by Labrador CMS