Skarp kritik af Danmark i sælsagen

Danmark og Rumænien støttede ikke forbudet mod salg af sælskind i EU og det falder ikke i god jord hos en af de store dyreværnsorganisationer.

Sælsagen i EU får dyreværnsorganisationer til at juble. Foto: Thomas Borberg, Polfoto

Danmark og Grønland blev overtrumfet, da EU's udenrigsministre mandag godkendte et forbud mod import og handel med sælprodukter. Forbudet blev ikke bakket op af Danmark og Rumænien, og det er blevet taget meget ilde op af dyreværnsorganisationen International Fund for Animal Welfare (IFAW).

– Mens EU har vist sig opsatte i at bibeholde positionen som verdens moralske ledere, har Danmark og Rumænien ved denne lejlighed vist, at de er villige til at risikere deres gode navn og rygte blot ved udsigten til profit, udtaler Lesley O’Donnell, IFAW's direktør i EU, efter det stod klart, at de to lande ikke støttede beslutningen i EU.

– Det viser klart, at jagten på økonomisk gevinst overtrumfer enhver bekymring for dyrevelfærden.

Ifølge IFAW er der 1,2 millioner mennesker, der støtter organisationen, der har sit udspring i aktioner mod canadisk sælfangst og som nu aktionerer i hele verden. Dyreværnsorganisationen har i årevis ført kampagner for at få EU til at forbyde sælfangst.

Selvom der er lavet en særlig inuit-undtagelse, frygter grønlandske myndigheder ifølge Ritzau, at det vil ødelægge livsgrundlaget for mange i de grønlandske bygder.

Powered by Labrador CMS