Skandale af dimensioner

Formanden for lærernes fagforforening Imak, Sivso Dorph spørger nu polemisk, hvor skal vi forhandle

Sivso Dorph kritiserer, at to medlemmer af naalakkersuisut udtaler sig til pressen om igangværende overenskomstforhandlinger. Foto: Leiff Josefsen

Sivso Dorph henviser til, at to medlemmer af naalakkersuisut begynder at forhandle overenskomst gennem pressen.

- Det er en skandale af dimensioner, når to medlemmer af naalakkersuisut er begyndt at forhandle gennem pressen, skriver formanden for Imak Sivso Dorph i en pressemeddelelse og henviser til overenskomstforhandlingerne mellem selvstyret og Imak, der så småt er ved at komme i gang et år for sent.

- Først startede det nye medlem af naalakkersuisut for uddannelse Palle Christiansen, og så fulgte det nye medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen efter med at udtale sig om igangværende overenskomstforhandlinger.

- Der er skrevne og uskrevne regler om, at man ikke udtaler sig til pressen om igangværende forhandlinger i respekt for hinanden, siger Sivso Dorph.

- Først blev naalakkersuisut ved med at udsætte forhandlingerne med lærerforeningen, nu er forhandlingerne endelig startet mere end et år efter, de skulle være igangsat. Dette er i sig selv dybt rettighedskrænkende. Nu forhandler naalakkersuisut så gennem pressen. Er Grønland på vej mod diktatoriske tilstande, hvor man regerer gennem dekreter? spørger Sivso Dorph polemisk.

Uden at skrive det henviser han bl.a. til, at Maliina Abelsen i Sermitsiaq i denne uge udtaler sig om forhandlingerne i forbindelse med Skatte- og Velfærdskommissionens anbefalinger, som hun tilsyneladende gerne vil have med ind i overenskomsten. Hun siger bl.a., at der ikke er råd til store lønstigninger i fremtiden.

- Imak ønsker ikke at forhandle gennem pressen og skal kraftigt opfordre til, at forhandlingerne foregår ved forhandlingsbordet og ud fra fakta, siger Sivso Dorph.

Powered by Labrador CMS