Sjúrður Skaale: Valg af 5G-leverandør er kommerciel beslutning

Det er Færoya Tele og ikke politikere, der skal vælge Færøernes 5G-leverandør, siger det færøske folketingsmedlem.

Sjurdur Skaale, Socialdemokrtiet, Færøerne

En beslutning om, hvem der skal levere 5G-netværk til Færøerne, bør træffes ud fra kommercielle hensyn, ikke politiske.

Det mener Sjúrður Skaale, som er færøsk folketingsmedlem for det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin.

- I marts var der en lignende sag i Danmark, hvor TDC skulle vælge mellem Huawei og Ericsson. Man valgte Ericsson ud fra kommercielle hensyn.

- Folketinget havde en diskussion, mange politikere havde en mening, men beslutningen blev truffet af TDC, og sådan skal det også være denne gang.

Tirsdag kunne Berlingske afsløre, at den kinesiske ambassadør i Danmark i november lagde stort pres på den færøske lagmand.

Det fremgår angiveligt af en lydoptagelse fra et fortroligt møde mellem de to parter, som journalister fra tv-stationen Kringvarp Føroya i sidste uge blev bremset i at offentliggøre, da retten på Færøerne nedlagde et fogedforbud i sagen.

Ifølge Berlingske fremgår det af klippet, at hvis det færøske teleselskab Føroya Tele valgte det kinesiske selskab Huawei som leverandør af 5G-netværk, kunne Kina og Færøerne indgå en frihandelsaftale.

Hvis ikke, kunne Færøerne glemme alt om en aftale.

- Mange informationer, synspunkter og aspekter flyver rundt, men beslutningen bliver truffet af selskabet, som skal træffe den, og det er Færoya Tele, siger det færøske folketingsmedlem.

Der har været en kamp mellem den amerikanske og den kinesiske ambassade, og det er tydeligt, at sagen handler om mere end blot økonomi, mener Skaale.

- Da USA og Kina begge er interesserede, er der nogle andre aspekter end kun økonomi, og det er selvfølgelig noget, som dem, der træffer beslutningen, skal tage stilling til.

- Det er ikke kun et valg mellem to-tre leverandører. Det er også et valg mellem USA og Kina, lyder det.

Powered by Labrador CMS