Siumut: Naalakkersuisut skal frem i lyset

Siumut kritiserer Naalakkersuisut for at være for usynlige under de omfattende strømafbrydelser i Nuuk, der blandt andet har påvirket telefoni- og internetforbidelse i hele landet.

Siumut undrer sig over Naalakkersuisuts stilhed under en omfattende strømafbrydelse i Nuuk.

Den seneste uge har Nuuk oplevet flere strømafbrydelser, hvor afbrydelsen tirsdag var så omfattende, at det resulterede i, at hele landet var uden telefoni- og internet i flere timer.

Nu kræver næstformand i Siumut, Vivian Motzfeldt, at det relevante udvalg i Inatsisartut samles, så der kan udarbejdes en strategi, der skal sikre stabil forsyning.

- De seneste dages begivenheder med energiforsyningen af Nuuk er bekymrende. Det kan ikke være på sin plads, at landets mest befolkede by er udsat, som det tilsyneladende er. Hvis Naalakkersuisut ikke selv er i stand til at handle, kvæver Siumut, at de relevante udvalg i Inatsisartut bliver samlet, skriver Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse.

Siumuts næstformand hæfter sig ved, at det primært er myndigheder i Grønland, der melder ud om situationen og udtrykker, at hun mangler handlekraftige Naalakkersuisut, der kan tage teten for at finde en holdbar løsning.

- Det der bliver tydeligt er, at Naalakkersuisut hverken melder noget ud om situationen eller om hvilke initiativer der er igangsat for at udbedre situationen – det er specielt bekymrende, at vores land synes at være uden en ledelse, skriver hun videre.

Ustabil situation

Grønlands Politi har tidligere på dagen meldt ud, at der endnu er ustabil forsyning i Nuuk, og derfor opfordrer borgere til at være forberedt på endnu flere strømafbrydelser i hovedstaden.

Blandt andet lyder opfordringen, at borgere skal hæve kontanter, da der er risiko for, at kortterminaler i butikkerne ikke vil virke.

Det er endnu ikke helt fastlagt, hvad årsagen til energiforsyningen fra vandkraftværket i Buksefjorden ikke virker, er.

- Selvom strømforsyningen har kørt på må og få i flere dage, er vi ikke blevet meget klogere om årsagerne. Vi ved end ikke, om der arbejdes på en varig løsning, og om der overhovedet vil findes en varig løsning, lyder det fra Vivian Motzfeldt.

- Hvis Naalakkersuisut ikke selv er i stand til at handle, kræver Siumut, at de relevante udvalg i Inatsisartut bliver samlet. De ansvarlige – ikke mindst de folkevalgte – må både handle og lære af situationen, siger hun.

Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra den ansvarlige Naalakkersuisoq om situationen.

Powered by Labrador CMS