Siumut: Vi har brug for dobbeltmandater

Ledelsen i Siumut er upåvirket af, at 92 procent af læserne i en netmåling vil have dobbeltmandater afskaffet. Siumuts hovedbestyrelse går efter at få flertal for at ”lovliggøre” dobbeltmandat-spørgsmålet på næste landsmøde.

Under et landsmøde i 2017 bestemte et flertal blandt de delegerede i Siumut, at partiet skulle afskaffe dobbeltmandater. Det betød, at politikerne fremover skulle vælge, om de ville arbejde i Inatsisartut eller i kommunalbestyrelsen, hvis de var valgt begge steder.

Via en særlig paragraf i partiets vedtægter har hovedbestyrelsen tilsidesat flertalsbeslutningen i partiet.

Og partiets medlemmer bør forvente, at hovedbestyrelsen fremkommer med et forslag til næste landsmøde i 2020. Forslaget skal gøre dobbeltmandater gældende igen, oplyser partisekretær, Mikael Petersen.

- Hvis vi afskaffede dobbeltmandater, så ville vi miste vores magt og indflydelse i både Inatsisartut og kommunalbestyrelser, og sådan som det ser ud nu, har vi ikke råd til at miste magten, forklarer Mikael Petersen.

Ellers en god ide – på papiret

Dermed er partiledelsen på kollisionskurs med Siumut Ungdom, der har udtalt til Sermitsiaq.AG, at de helst så, at politikerne ikke kan sidde på to poster samtidig.

Mikael Petersen indrømmer, at ideen med at afskaffe dobbeltmandater måske kunne lyde som en god ide.

- Men i praksis ville ordningen svække vort parti. Især hvor flertallet i Inatsisartut ikke er så stort. Vi må indrømme, at afskaffelsen var en fejl, derfor må vi gøre det om, siger han og henholder sig til partiets vedtægter, som er taget i anvendelse uden om flertalsbeslutningen.

De tre politikere med dobbeltmandat er Laura Taunajik i Kommuneqarfik Sermersooq, Henrik Fleischer i Qeqqata Kommunia og Anders Olsen i Kommune Kujalleq.

Han er fuldstændig upåvirket af en meningsmåling som Sermitsiaq.AG har gennemført, og hvor707 ud af 769 deltagere mener, at dobbeltmandater burde forbydes. Kun 62 gik ind for dobbeltmandater.

- Politikerne må vælge selv, om de vil have et dobbeltmandat, det står i deres ret. Altså vi kan ikke smide dem ud af partiet, på grund af det. Vælgerne må afgøre med sig selv, om de ønsker at stemme på en politiker, der er parat til at have et dobbeltmandat, forklarer Mikael Petersen.

Powered by Labrador CMS