Siumut-plan: Eksportråd og kontor i Kina

Landets største parti, Siumut, vil etablere et eksportråd, der skal sikre Grønland langt større eksportindtægter og desuden etablere en repræsentation i Kina og Canada.

Siumut vil have etableret et Eksportråd med specialister, der skal sikre landet større udbytter på eksporten.

Det fremgår af Siumuts valgoplæg, at et eksportråd skal sammensættes af specialister med indgående kendskab til eksportområdet, så større udbytter opnås.

Repræsentationer skal fordobles

Partiet afslører også, at antallet af grønlandske repræsentationer i andre lande skal fordobles.

I dag har Grønland en repræsentation i USA og Island. Partiets plan er, at Grønland også skal have en repræsentation i Canada og Kina.

- Samarbejdet med Canada, USA og Island skal være større for derigennem at opnå at vore handelsmæssige omkostninger kan nedbringes, fremgår det af partiets valgoplæg.

Mere direkte handel

Det er partiets mål, at handelen med andre lande foregår mere direkte end tilfældet er i dag. Partiet peger på, at man på den måde kan udnytte den store atlanthavn i Nuuk langt bedre. I samme åndedrag nævnes de nye atlantlufthavne som en vigtig del af strategien for at øget samhandlen med andre lande.

Powered by Labrador CMS