Siumut-lokalformand: Statue stikker mange i øjet

Lokalpolitiker Inga Dora G. Markussen kan godt forstå, at Hans Egede-statue vækker harme. Vi mistede meget af vores kultur under kolonialiseringen, siger hun.

Formand for Siumuts lokalafdeling i Nuuk og mulig borgmesterkandidat til kommunalvalget næste år, Inga Dora G. Markussen, kan godt forstå, at Hans Egede-statuens placering vækker harme.

- Hans Egede er symbolet på kolonitidens begyndelse. Han er meget tydeligt til stede i bybilledet, og det er placeringen, der for mange stikker i øjet, siger Inga Dora G. Markussen til Sermitsiaq.AG.

Hun understreger, at Siumut Nuuk ikke har haft lejlighed til at drøfte sagen politisk, og at hun derfor ikke kan sige, hvordan lokalafdelingen forholder sig til partifællen Aki-Mathilda Høegh-Dams udtalelser om, at statuen bør fjernes og sættes på museum.

- Vi er splittede

- Jeg tror, vi er splittede, ligesom mange andre er splittede i dette spørgsmål. Derfor vil jeg ikke sige noget på vegne af lokalafdelingen.

Politikeren har ikke selv taget stilling til, om statuen bør flyttes, men hun er glad for, at debatten er blevet rejst:

- Koloniseringen har haft stor betydning for vores samfund, på godt og ondt. Vi blev kristnet, men på samme tid mistede vi meget af vores egen kultur.

- Vi skal huske på, at debatten rejses, fordi andre samfund også gør oprør mod kolonitiden, hvilket er gået ud over statuer. Det viser, at vi er en del af en globaliseret verden, siger Inga Dora G. Markussen.

Forkert er dreje debatten

Hun synes, det er forkert at dreje debatten over og handle om forholdet mellem Grønland og Danmark i dag. Ifølge Inga Dora G. Markussen bør debatten først og fremmest handle om borgernes selvforståelse:

- I dag har vi selvbestemmelse og selvstyre, og det er os selv, der har ansvaret på godt og ondt til at forme vores egen fremtid på egne betingelser. Men vi er nødt til at tage debatten om det gode og det dårlige ved kolonitiden, siger Inga Dora G. Markussen.

Powered by Labrador CMS