afgifts-protest
Siumut-lokalafdeling rejser sig imod afgifter
Sisimiuts lokalafdeling af Siumut har et alternativ til Inatsisartut, når de snart skal igang med finanslovsforhandlingerne
Siumuts afdeling i den næststørste by lægger sig nu op af Ole Dorph (S), Steen Lynge (A) og flere Inatsisartut-profilers kritik af varslede afgiftsstigninger.
- Naalakkersuisuts plan for afgiftsstigninger vil ramme de lavestlønnede, som knap nok har råd til at købe de meget dyrere grønlandske produkter. Derfor anbefaler Siumut Sisimiut, at vi undgår afgiftsstigninger.
Lavere købekraft
Lokalformand, Lars Jørgen Kleist (S) husker i en pressemeddelelse på, hvordan partiet Siumut tidligere rejste kraftig kritik under den IA-ledede koalition for tre år siden, når denne foreslog afgiftsstigninger.
- Købekraften for de lavestlønnede vil blive forringet, det gælder SIK'ere, fiskere, fangere, fåreholdere og andre grupper med lavere uddannelser. Og borgere i Kommune Kujalleq, Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia vil blive ramt hårdere end Kommuneqarfik Sermersooqs, fordi der er flere højtlønnede i Sermersooq.
Kommer selv med nyt forslag
I stedet for blot at brokke sig til koalitionsledelsen i Nuuk, præsenterer Lars Jørgen Kleist et alternativ til højere afgifter, som han finder mere spiseligt.
En løsning som man før har brugt i hans hjemkommune.
- Lad i stedet os alle i samfundet betale med en stigning i indkomstskatten på én procent. Ved en foreslået udskrivningsprocent på ti procent forventer Landsstyret at landsskatten vil indbringe i alt 890,0 mio. kr. i 2016. Hvis der ellers er uændrede skatteregler, vil ét udskrivningsprocentpoint yderligere tilvejebringe et provenu på cirka 79,7 millioner kroner årligt, skriver Siumut-lokalformanden.
Skattestigning mere retfærdig end afgifsstigning
Forslaget fra Sisimiut vil for 'en almindelige lavtlønnet forsørger' betyde en forhøjet skatteregning på under 200 kroner om måneden, regner Lars Jørgen Kleist sig frem til.
- Det er mere retfærdigt end afgiftsstigninger på de mest nødvendige varer, man køber til dagligt.
Læs alle historier om Naalakkersuisuts foreslåede afgiftspakke