Siumut og IA er klar til at lægge uenighederne væk: Indgår ny koalition

En ny koalition med Inuit Ataqatigiit og Siumut, kan med et solid flertal i Inatsisartut præsenteres i dag. Naleraq er ude af koalitionen.

Storsmilende Múte B. Egede (IA) og Erik Jensen (S) præsenterer i dag deres samarbejdsaftale for at danne en ny koalition i Naalakkersuisut.

Inuit Ataqatigiit og Siumut danner en ny koalition.

Det oplyser IA’s og formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede og Siumuts formand Erik Jensen på et pressemøde mandag den 4. april.

Dermed er Naleraq ude af koalitionen, mens Siumut kan sætte sig blandt Naalakkersuisuts sæder.

- Det kunne ikke undgås at lægge mærke til, at vi og Naleraq kom længere og længere fra hinanden rent politisk. Jeg takker for vores samarbejde. Nu danner vi ny koalition for at samarbejde om at sikre bedre vilkår for borgerne, siger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede under pressemødet.

Solid flertal

Med Inuit Ataqatigiit og Siumut siddende som Naalakkersuisut er der dannet et solid flertal i Inatsisartut. Tilsammen udgør partierne 22 ud af 31 medlemmer i Inatsisartut.

IA og Siumut har forhandlet om en ny aftale henover weekenden, og præsenterer i dag mandag deres nye aftale.

- Et solidt flertal i Inatsisartut betyder ikke, at vi udelukker samarbejde med mindretallet. Vi går ind for et bredt samarbejde. Vi vil arbejde for hele samfundet også dem der ikke har sat sin stemme ved IA eller SIumut. Jeg siger tak for IA's håndsrækning og tilbud om samarbejde, siger Siumuts formand, Erik Jensen.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, oplyser, at konstellationen af Naalakkersuisut bliver præsenteret ved det næste Inatsisartutmøde tirsdag. Han oplyser, at Siumut får fire pladser i Naalakkersuisut, mens IA får seks medlemmer i Naalakkersuisut. Samtidig overtager Siumut formandsskabet i Inatsisartut, som på nuværende tidspunkt bestrides af Hans Enoksen fra Naleraq.

For landet og folket

Den nye aftale har fået navnet "For landet og folket".

I den grundlæggende samarbejdsaftale, som IA og S præsenterer ved pressemødet fremgår det, at parterne vil arbejde for at sikre mere frihed til befolkningen, flere i arbejde og bedre vilkår for pensionister. Lov om pension skal fremsættes i Inatsisartut senest forår 2023.

Begge parter er gået på kompromis i forhold til større politiske beslutninger.

Parterne er enige om, at uranspørgsmålet bliver, som det er besluttet i Inatsisartut, og at eventuelle ændringer kun sker ved at inddrage befolkningen ved afstemning på baggrund af grundig oplysning.

Erik Jensen siger ved pressemødet at den sag er afsluttet for nu for hans parti, og at de ikke vil gå efter at få en folkeafsteming i den nærmeste fremtid.

Naalakkersuisut skal igangsætte en analyse af parisaftalens påvirkning af befolkningen, og den analyse skal gives til Inatsisartuts medlemmer senest ved efterårssamlingen 2022.

Aftalen

Parterne har flere grundlæggende punkter, som de har forhandlet henover weekenden.

Dele af samarbejdsaftalen er:

  • Der skal udformes en turismelov
  • Åben regeringsførelse
  • Grønlandsk sprog skal prioriteres i selvstyrets administration
  • Frihed til borgerne
  • Lov om fiskeri fortsættes med inddragelse af befolkningen
  • Naalakkersuisut viderefører arbejdet frem til selvstændighed
  • Ligeværdighed for befolkningen, uanset race, seksualitet og religion

Parterne understreger, at der er flere andre emner udover de nævnte i samarbejdsaftalen, som parterne vil arbejde for i den resterende valgperiode. Her forklarer Erik Jensen, at der også er andre emner som sundhedsvæsenet og uddannelse, som parterne er enige om.

Powered by Labrador CMS