Gå til hovedindhold

Siumut – fremad?

Så nærmer tiden sig for det store slag. Formandsvalget i Siumut. Den interne uro smitter af på resten af landet og derfor bliver tiden efter formandsvalget vigtig for resten af Grønland. Er det Siumut har brug for, det samme som det Grønland har brug for? Vil Siumut betyde fremad i fremtiden?

Banen er kridtet og slaget skal til at stå. Et formandsvalg, tre kandidater, en vinder. Sådan skriver avisen AG i en klumme af politisk kommentator for avisen Palle Christiansen. 

Den siddende mester har to udfordrere. Kim Kielsen har siddet som partiformand for Siumut siden 2014. Han kom, vanen tro, til efter en tumultarisk tid i Siumut. Kriser og skandaler havde plaget partiet og Kim Kielsen var manden, som skulle skabe ro og sammenhold.

Sådan var det også i starten. Så bankede hverdagen og virkeligheden på døren og i det tilfælde, er man nødt til at lukke op.

Siumut ligner udefra sig selv. Som iagttager ser man, at interne sager påvirker den førte nationale politik. Alt kan nemlig bruges i en valgkamp.

Rollefordelingen

Hvem er så Kielsens udfordrerne?

Begge har politisk erfaring fra Inatsisartut, så de kender både det politiske spil på landsplan, men også det interne magtspil i Siumut.

Vivian Motzfeldt sidder i dag som formand for Inatsisartut. Herfra har hun haft en platform at sende sine politiske statements ud fra og har kunnet agere arbejdsgiver for sin egen partiformand. Det så vi i striden om, hvorvidt Inatsisartuts forårssamling i det hele taget skulle afholdes, set i lyset af coronaens indtog i Grønland.

Kim Kielsen sagde nej, Vivian Motzfeldt sagde ja, og som bekendt blev den afholdt.

Hermed kunne man se, at posten som formand for Inatsisartut er en glimrende platform at kæmpe ud fra.

Smart trick

Anden udfordrer er Erik Jensen, som i dag sidder som medlem af Inatsisartut, men som også nåede at sidde i Naalakkersuisut. Dermed har han også en erfaring at kæmpe ud fra. Erik Jensen var den første til at melde sig som formandskandidat sidste år i november, efter at Kim Kielsen havde meddelt, at han ikke genopstillede til formandsposten for Siumut i 2020. Det var smart gjort af Kim Kielsen.

Det er gammel politisk lærdom at melde noget ud og så se, hvem der reagerer på det. Erik Jensen var den første som meldte sig og dermed blev det synliggjort, hvilken fløj han var på, og hvem som bakkede ham op.

Det samme kunne man lære, da Vivian Motzfeldt stillede op. Den viden gav et overblik over spillepladen i Siumut og derefter kunne Kim Kielsen nå frem til den konklusion, at han formentligt kunne beholde magten, hvis han genopstillede alligevel.

Det gjorde han så til de flestes overraskelse.

Det var smart af Kim Kielsen.

 

Kamp i kulissen

Det har ikke været den mest synlige valgkamp. Enten har den været taget meget internt med mange telefonopkald på tværs af landet, eller også ender det med en stor finale til selve landmødet i Nuuk.

Normalt vil der være en del aktivitet på de sociale medier, når noget så vigtigt som en formandspost skal vindes, men de tre kandidater har været helt tavse på disse.

Der har været lidt af det sædvanlige med at sætte hinanden i dårligt lys, men ingen har meldt offentligt ud med et valgprogram, hvor man kunne se, i hvilken retning de ville have Siumut og Grønland.

Den eneste kandidat som har meldt en masse politisk ud, var den kandidat som træk sig igen. Johan Arne Fleischer. Han var den »dark horse«, den »rene mand«, som kunne have kommet fra baghjul og vundet det hele, hvis man i Siumut havde ønsket helt nye kræfter i spidsen af partiet. På hans Facebook er emner som bygder, infrastruktur, borgernes vilkår, international politik og økonomi omtalt. Vi må håbe, at det bliver sådan, at man i fremtiden kører en valgkamp, så man kan diskutere politisk indhold og ikke kun politisk form eller personlig mudderkastning.

Hvem vinder?

Når alt kommer til alt, så bliver vidneren den, som har fat i bygderne, og den som har det stærkeste netværk.

Den siddende mester vil altid have flest sager at kunne blive angrebet på. Stenbidersagen, som ikke blev en sag alligevel, Fuelsagen, som ikke blev en sag alligevel og så videre.

Tilbage står valget mellem, hvem og hvad man helst vil have. Skal man vælge det, man kender, den sikre hånd, som nok også er i stand til at vinde næste Inatsisartutvalg? Eller skal man vælge et generationsskrifte og dermed en øget mulighed for at kunne justere på kursen der sættes i Siumut og dermed for Grønland?

Hvem tror jeg vinder?

Det logiske svar er Kim Kielsen. Han fik i den igangværende valgperiode opbakning fra 34 ud af 40 lokalafdelinger i Siumut. Han har, går jeg stærkt ud fra, ryddet sine modstandere ud af Naalakkersuisut og indsat sine støtter.

Der er 65 delegerede til Landsmødet. 40 lokalafdelinger med stemmeret. 6 medlemmer af Naalakkersuisut. 6 medlemmer af hovedbestyrelsen. Ud af de 65 delegerede burde Kim Kielsen på nuværende tidspunkt sidde på mindst 42 stemmer, 34 lokalafdelinger + 6 medlemmer af Naalakkersuisut + mindst 2 fra hovedbestyrelsen, hvilket vil give et genvalg.

Det er mit bud.

Fremtiden

Vinder Kim Kielsen valget, så er presset dog ikke væk. Udfordringerne er præcis de samme den 1. december, som de er nu. Den kommende formandsperiode byder på flere valg, og det vigtigste bliver valget til Inatsisartut.

Taber Kim Kielsen eller en anden ny formand dette valg, så er der ny ballade i Siumut, og den pågældende formand må forlade posten som formand.

Opskriften for den nye eller genvalgte formand bliver at få sat gang i den grønlandske økonomi, da den skal skabe væksten indenfor alle andre områder. En stagnerende økonomi vil øge presset på Landskassen, og det vil igen øge presset på samfundet, som vil lade presset gå retur til den siddende formand for Naalakkersuisut.

Hvis der er en ting, som de trods alt kan blive enige om i Siumut, så er det, at denne skal komme fra Siumut. Siumut er et magtparti. Forsvinder magten starter balladen internt igen.

Kunne jeg ønske noget, så ville det være, at Siumut løftet blikket en anelse. Grønland har brug for verden udenfor. Grønland har brug for investeringer for at få gang i den vækst som skal løfte alle de andre fagområder.

Grønland bliver ikke rigere af igen og igen at skulle definere en ”rigtig grønlænder”. Grønland har ikke brug for, at der sættes sprogkrav som ville lukke Grønland ned i morgen, hvis de blev gennemført med det samme.

Grønland har brug for at Siumut lever op til sit navn – fremad!

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER