Sisimiut: Plan om 25 meter højt frysehus

Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia har godkendt, at et forslag om et nyt stort frysehus på havnen i Sisimiut kan komme i høring.

(Arkivfoto)

Fiskeindustrien er en grundlæggende dynamo for vækst og udvikling i Sisimiut, men der er brug for udvikling for at kunne følge med i den internationale konkurrence med høje krav til effektivitet og stordriftsfordele.

Og lige nu er de eksisterende forhold i den nuværende havn alt for trængte og ikke gearet til at møde fremtidens stordrift og produktive krav.

Sådan lyder beskrivelsen i en sagsfremstilling fra Qeqqata Kommunias forvaltning.

I indstillingen anbefales det, at sende en plan i høring om udvidelse af byens havn i vestlig retning samt opførelse af et 25 meter højt frysehus.

Skjules delvist bag fjeld

Ved udvidelsen af havnen skal der anlægges en tidssvarende havnekaj til industriel drift og losning.

- Der udlægges et større byggefelt til opførelse af et 25 m højt frysehus/højlager med fiskeindustriel anvendelse.

- Bygningens væsentlige størrelse vil fra bykernen ikke synes væsentligt, da den primært vil blive placeret i skjul bag det 33 m høje delvist nedsprængte fjeld, som byggefeltet ligger sig klods op ad. Fra havet vil de nye kaj og dens bygning synes som et flot vartegn på byens driftighed. Opfyldning til ny kaj vil ske med sten fra det tilpassede og delvist nedsprængte fjeld, skriver forvaltningen om planerne.

- Royal Greenland fortjener fuld opbakning

Forvaltningen taler varmt for tiltaget og vurderer, at det vil skabe både byudviklling og arbejdspladser

- Royal Greenland, og deres lokale trawlersamarbejdspartnere, har med deres mangeårige fiskefabrikation i byen utvivlsomt bevist, at de fortjener byens fulde opbakning, både politisk og forvaltningsmæssigt, til at imødegå deres ønske om at udbygge deres produktion med nyt frysehus/højlager og tilhørende kajanlæg, skriver forvaltningen.

Planen lægger op til, at kommunen ikke skal bebyrdes økonomisk af det omfattende anlægsarbejde, fordi investor, og dermed fremtidig arealindehaver, afholder samtlige omkostninger.

Kommunalbestyrelsen har godkendt, at planen nu sendes i høring i seks uger.

Powered by Labrador CMS