Sisimiut: Flere tiltag skal bekæmpe ungdomsvold

Miljøarbejderne i Sisimiut er begyndt at gå ture i byen i weekenderne, mens forældre skal modtage bog om forslag til handlingsmetoder, hvis der er voldelig adfærd fra børn og unge.

'Vælg borgertryghed' er budskabet fra Qeqqata Kommunia

For at stoppe grupper af unge i Sisimiut i at udøve vold, har Qeqqata Kommunia og politiet igangsat fredagsmøder.

På det seneste møde blev der drøftet og tydeliggjort, hvilke ansvarsområder kommunen og politiet skal varetage, når der sker vold fra børn og unge, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Alle skal være trygge

Borgmester Malik Berthelsen (S) mener, at voldeligt adfærd fra børn og unge er trist og uacceptabelt.

- Jeg vil også opfordre forældrene til at være opmærksom på, hvad deres unge laver om aftenen og hvem de er sammen med. Vi må over for vores unge mennesker fortælle, at denne adfærd bestemt ikke er noget at se op til. Jeg vil også opfordre til, at vi gennem samarbejde skal opnå, at de unge kan være i ungdomsklubberne uden at være bange, siger han.

Forskellige tiltag

For at løse problemet, har kommunen lavet flere tiltag:

Familiecenteret: Miljøarbejderne er begyndt at gå ture i byen i weekenderne, hvor de fører tilsyn med børn og unge. For at aktivere Natteravnene, bliver der indkaldt til møder, men der kommer ingen til møderne. Det er blevet besluttet at opnormere miljøarbejderne med personer der kan arbejde om aftenen, hvor der derfor p.t. er opsat stillingsopslag.

Fra forebyggelseskonsulenterne: Forældrene skal tildeles bogen "Think Inuk", som de kan læse. Normalt vis er der tvivl om baggrunden for den voldelige adfærd, og i bogen fremgår forslag til handlingsmetoder. Der kan evt. startes tiltag i samarbejde med virksomheder, hvor der føres særskilt tilsyn med klienterne/kunderne.

Børn- og unge afdelingen: Når der modtages underretninger om børn der begår kriminalitet, igangsættes hjælpeforanstaltninger for barnet og familien. Når den socialfaglige undersøgelse er afsluttet og sagsbehandleren vurderer, at der er behov for støtte, udarbejder sagsbehandleren i samarbejde med familien en handleplan. I handleplanen vil der være beskrevet hvilken støtte der er blevet bevilget, hvem der skal yde støtten, hvor lang tid støtten er bevilget samt hvad formålet med støtten er. Sagsbehandleren redegør for handleplanen sammen med familien. Familien har mulighed for at komme med kommentarer, inden handleplanen underskrives.

- Qeqqata Kommunia vil i den nærmeste fremtid afholde et åbent arrangement for borgere i samarbejde med Politiet, lyder det.

Powered by Labrador CMS