Sisimiut og Qaqortoq lukkes ned

Der pågår stadig et kæmpe arbejde med at opspore personer, der kunne være kommet tæt på smittede med coronavirus. Udrejse fra Qaqortoq og Sisimiut lukkes ned frem til mandag. Restriktioner forlænges.

Offentliggjort

Der er på nuværende tidspunkt seks smittede i Qaqortoq og seks smittede i Sisimiut. Derfor er de to byer vurderet som områder, hvor der er høj risiko.

- Al udrejse fra Qaqortoq og Sisimiut er nu lukket frem til mandag. Det er på baggrund af Epidemikommissionens anbefaling. Det betyder, at ingen kan forlade Qaqortoq og Sisimiut, men man kan stadig rejse ind til de to byer, siger Múte B. Egede under pressemødet.

Baggrunden for rejserestriktionerne er, at der i øjeblikket er ukontrolleret smitte i Sisimiut
og Qaqortoq, som myndighederne vil undgå breder sig til resten af landet.

Personer, der skal rejse til Danmark fra Qaqortoq eller Sisimiut gennem enten Narsarsuaq eller Kangerlussuaq bliver ikke påvirket af nedlukningen, og kan rejse fra byerne på deres planlagte afrejsetidspunkter, oplyser Naalakkersuisoq for sundhed, Kiista L. Fencker.

Udfordret testkapacitet

På nuværende tidspunkt har myndighederne endnu ikke dannet sig et overblik over, om de allerede smittede har smittet andre. Flere testede må vente på svar, da kapacitet til analyse er presset.

Der er nemlig udfordringer med testkapaciteten i især Qaqortoq, hvilket gør, at der er udfordringer med at give svar på test.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke haft mulighed for at teste og følge op på alle, der muligvis er kontakter til de smittede. Det skyldes kapacitetsmæssige udfordringer, der er med at få testet, kombineret med, at der også har været udfordringer med flytrafikken på grund af vejret, fortæller Henrik L. Hansen.

Test ved indrejse til Grønland ændres

Restriktionerne der blev indført tirsdag forlænges til mandag.

Samtidig med forlængelsen af restriktioner som mundbind og forsamlingsloft på 20 personer i offentlige rum samt nedlukning af to byer, så arbejder Naalakkersuisut på at ændre indrejseregler fra Danmark til Grønland.

- PCR-test, som passagerer fra Danmark til Grønland skal tage, skal fremover være 48 timer gammelt ved afrejse. Den regel indføres fra mandag den 19. juli, fortæller Kiista Fencker.

Samtidig undersøger Naalakkersuisut muligheden for passagerer fremover kan ændre deres billetter, hvis passageren har symptomer på smitte ved afrejse. Dette er dog ikke på plads endnu, oplyser naalakkersuisoq for sundhed.

Powered by Labrador CMS