Gå til hovedindhold

SIS til partitoppen: Kim Kielsen skal have mere indflydelse

Siumuts ungdomsafdeling kritiserer partitoppen og efterlyser handlinger, som blev lovet i partiets landsmøde sidste år. Partiformand Erik Jensen understreger alle har medindflydelse i partiet.

Siumuts ungdomsorganisation, SIS, langer ud efter partiets ledelse, hvor de efterlyser handlinger, som blev lovet i forbindelse med partiets landsmøde sidste år i Nuuk om at alle medlemmer får plads i partiet.

Ungdomsafdelingen mener også, at Kim Kielsen bør have mere indflydelse i partiet på baggrund af hans valgresultat ved Inatsisartut-valget.

- Vi ærgrer os over, at de ting som blev sagt ved landsmødet, hvor formanden blandt andet sagde, at man vil lytte til forskellige meninger og gå på kompromis med medlemmerne, inkludere og stole på hinanden blot er blevet til flotte men tomme ord, skriver formanden for Siumuts ungdomsafdeling Amalie Bourup i en pressemeddelelse.

Slut med magtkampe

Formanden for Siumut, Erik Jensen, afviser kritikken fra SIS.

- Jeg lytter til de unges mening, og jeg vil gerne gøre det klart, at det er slut med topstyring i partiet. Alle har en ligelig plads i partiet. Alle meninger høres, og derfra skal vi tage den bedst mulige beslutning, siger han til Sermitsiaq.AG.

Erik Jensen fremhæver samtidigt, at der ikke længere skal være magtkampe i partiet.

- Nu skal vi samarbejde, som jeg blot kan opfordre til mine samtlige partifæller. Der bliver sat spørgsmålstegn ved vores ledelse i partiet hver uge, personsagerne fylder for meget i øjeblikket, men nu må vi se fremad. Vi er et folkeligt parti, og det skal vi arbejde ud fra, fremhæver han.

Inatsisartut-valg er ikke formandsopgør

Ifølge SIS bør tidligere formand for partiet, Kim Kielsen, have mere indflydelse i partiet, eftersom han har fået flest personlige stemmer ved Inatsisartut-valget.

- Vi må respektere vælgernes dom, og Kim Kielsen har fået en fjerdedel af vælgerne, derfor skal han have mere indflydelse i partiet, lyder det blandt andet fra Amalie Bourup.

Erik Jensen svarer således på ungdomsafdelingens krav:

- Kim Kielsen har indflydelse som andre medlemmer i partiet. Han deltager ved møder i Inatsisartut-gruppen, og han er altid velkommen til diverse møder og debatter. Han vælger selv, om han vil deltage eller ej, og det respekterer vi. Han bliver behandlet ligeligt som vores partifæller i partiet.

- Det kan lyde som om fra SIS-side, at Kim Kielsen skal tilbage til formandsposten, da han har fået flest stemmer ved valget. Men vi skal huske på, at partiet har vedtægter, og dem arbejder vi ud fra i bestyrelsen. Valget til Inatsisartut er ikke formandsopgør i partiet. Lokalafdelingerne i kysten er dem, som laver vores vedtægter og grundprincipper i partiet, og de er dem, som har valgt, hvem det er der skal sidde i partiet bestyrelse. Og det skal respekteres, lyder det fra Erik Jensen.
 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER