Sikuki: Voldgiftsforberedelser tynger regnskab

Sikuki Nuuk Harbour kommer ud af 2019 med et overskud på 7,6 millioner kroner efter skat. Et juridisk slagsmål om forsinkelsen af havnebyggeriet i Nuuk venter stadig.

Torsdag afholdes der generalforsamling i det selvstyreejede selskab Sikuki Nuuk Harbour, der driver havnene i Nuuk inklusiv den nye containerterminal.

I den forbindelse er selskabets årsrapport lagt frem, og den viser et overskud på henholdevis 9,4 millioner kroner før skat og 7,6 millioner kroner efter betaling af skat.

Resultatet efter skat er 1,7 millioner kroner bedre end i 2018, og bestyrelsen betegner det som tilfredsstillende.

Betydelige omkostninger til voldgiftssag

Selskabet påpeger samtidigt, at resultatet er præget af en voldgiftssag mod Per Aarsleff Grønland, som byggede den nye containerterminal:

- Resultatet er i 2019 negativt påvirket af betydelige omkostninger til forberedelse af voldgiftssagen, står der i årsrapporten.

Striden handler om, at byggeriet blev forsinket. Terminalen blev afleveret i august 2017 men skulle have været færdig i november 2016.

Ingen afgørelse i år

- Sikuki har fremsat krav om dagbodsbetaling for forsinket aflevering og modsat har entreprenøren fremsat krav om tidsfristforlængelse og ekstra betaling. Dette er afvist af Sikuki, der henholder sig til kontraktens bestemmelser om bod for forsinket aflevering. Uenigheden forventes afgjort i voldgift, skriver selskabet.

Administrerende direktør i Sikuki, John Rasmussen, oplyser, at det, mens sagen kører, er fortroligt, hvor meget forberedelserne til voldgiftssagen beløber sig til.

Direktøren forventer, at der tidligst kommer en afgørelse på sagen i 2021.

Fremgang i mængder

Kigger man på havnens nøgletal, så var der masser af aktivitet på havneanlæggene i Nuuk i 2019. Der var blandt andet en fremgang i mængden af lossede fisk og skalddyr fra knapt 35 tusinde tons i 2018 til lidt over 42 tusinde tons i 2019.

Havnen havde også anløb af 36 krydstogtskibe i 2019 mod 34 i 2018. Til gengæld kom der lidt færre containerskibe. Det tal faldt fra 161 i 2018 til 141 i 2019.

Powered by Labrador CMS