Sikkerheden er i top

Air Greenlands ledelse afviser, at sikkerheden sættes på spil.

Air Greenlands ledelse afviser i kraftige vendinger, at sikkerheden sættes på spil på Air Grenlands flyvninger. Desuden påpeger ledelsen, at hviletidsbestemmelser overholdes. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Air Greenland udsendte onsdag formiddag.

Baggrunden for udtalelsen er, at kabinepersonalet tirsdag sagde til Sermitsiaq, at de presses til at foretage flyvninger, som er uansvarlige.

– På grund af vejrsituationen i Grønland kan vi risikere at skulle arbejde alt for lang tid – inklusiv den tid vi står stand by og venter på at vejret bliver bedre. Ledelsen presser os på vores samvittighed – i stedet for at sætte nyt, friskt personale på, sagde en medarbejder til Sermitsiaq. Endvidere mener personalet ikke, at ledelsen lever op til hviletidsbestemmelser.

I en pressemeddelelse tirsdag påpegede kabinepersonalet endvidere »Gentagne brud på arbejds- og hviletidsregler, og overenskomstbrud der sætter sikkerheden i fare«.

Air Greenlands ledelse tager nu afstand fra disse påstande.

»Det er korrekt at vejret og de særlige grønlandske forhold til tider kan medføre nogle lange arbejdsdage for selskabets operationelle medarbejdere, der bl.a. inkluderer kabinepersonalet, men sikkerheden sættes aldrig på spil og gældende flyvereglementer for arbejde/hviletid overholdes«, fremgår det af pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS