Gå til hovedindhold

SIK advarer mod privatisering af Royal Greenland

Politikerne bør værne om Royal Greenland som en samfundsejet virksomhed, fordi fiskeriselskabet i høj grad medvirker til at holde beskæftigelsen og økonomien i gang ude på kysten, lyder det fra fagforeningen.

Koalitionspartierne og Naalakkersuisut er parate til at sælge op mod 33 procent af Royal Greenland for at få råd til at bygge regionale landingsbaner og andet infrastruktur.

Planen har fået hug fra flere oppositionspartier, og nu melder fagforeningen SIK sig også i koret af kritikere.

LÆS OGSÅ: Naalakkersuisut vil sælge ud af arvesølvet

SIK ærgrer sig over planen om delvis privatisering og finder den stærkt kritisabel, lyder det fra organisationens formand Jess G. Berthelsen:

- SIK mener, at vi skal værne om Royal Greenland som en samfundsejet værdi – for det drejer sig om efterhånden den eneste produktionsvirksomhed, der holder byerne og bygderne i gang på kysten, skriver Jess G. Berthelsen i en pressemeddelelse.

Frygter for udviklingen på kysten

Han uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at han frygter for udviklingen på kysten, hvis private investorer får for stor indflydelse på Royal Greenland:

- Jeg er bange for, at jo mere man privatiserer, jo mere ender det med, at det er de private, der beslutter, hvor man skal have en fabrik. Det kan gøre Grønland endnu mere skævt, end det er i dag, siger Jess G. Berthelsen.

LÆS OGSÅ: Oppositionen: Kortsigtet at sælge Royal Greenland

Men tror du, at Royal Greenland kan stoppe tendensen med, at befolkningen flytter ind til byerne?

- Det er det, jeg håber på. For hvordan skal vi ellers klare os eksempelvis nord for Ilulissat, hvor der er et stort fiskeri. Hvor skal folk arbejde, spørger Jess G. Berthelsen.

Skulle have tænkt på regionale lufthavne før

Derfor køber fagforeningsbossen ikke argumentet om, at det er en god idé at sælge en del af Royal Greenland for til gengæld at kunne betale for regionale lufthavne.

Man skulle have tænkt på de regionale landingsbaner, før man besluttede at bruge et milliardbeløb på at bygge nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat, mener Jess G. Berthelsen.

LÆS OGSÅ: Rapport: Oplagt at sælge Royal Greenland

Fagforeningsbossen tror ikke, at de to nye lufthavne kan betale sig selv hjem, og derfor kunne pengene kunne være brugt på regionale lufthavne i stedet, mener han.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER