- Det sidste ord er ikke sagt endnu

Miljøforeningen Nuuk Fjords Venner fortsætter kampen mod London Minings Isukasia-projekt

Pîtánguak' Tittussen er formand for Nuup Kangerluata Ikinngutai/Nuuk Fjords Venner. Foto: Leiff Josefsen

Fredag den 19. oktober sluttede den offentlige høringsrunde om rapporterne 'Vurdering af Virkninger på Miljøet' og 'Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed', som de to konsulentfirmaer Orbicon og Grontmij har udarbejdet for London Mining Greenland A/S i forbindelse med selskabets ansøgning til råstofdirektoratet om en udnyttelsestilladelse til en jernmine i Isukasia i bunden af Godthåbsfjorden.

I løbet af ni uger er der holdt fire offentlige borgermøder, tilrettelagt af Kompetencekompagniet, samt en række andre møder og demonstrationer, men debatten om jernminen i Isukasia var ikke slut, da høringsperioden udløb i fredags.

Fortsat modstand
Miljøforeningen Nuup Kangerluata Ikinngutai/Nuuk Fjords Venner er ikke imponeret over de fire borgermøder, hvor det sidste møde foregik i Grønlands kulturhus Katuaq mandag den 8. oktober.

- Den demokratiske proces er for længst blevet kortsluttet, og borgermøderne kommer alt, alt for sent, siger formanden Pîtánguak' Tittussen til Nuuk Ugeavis.

– Befolkningen skulle allerede for fire-fem år siden, da London Mining indledte sine miljøundersøgelser i Isukasia, være inddraget i vurderingerne, som også selvstyrets egne regler om offentlighedens inddragelse beskriver.

Nuuk Fjords Venner har netop holdt et medlemsmøde for at drøfte miljøforeningens fremtidige arbejde i lyset af høringsrundens afslutning på fredag.

- Vi kæmper videre med de midler, som vi har til rådighed, siger Pîtánguak' Tittussen.

- Hvad kunne det være for midler?

- Det kunne være en fysisk blokade af fjorden, for eksempel i samarbejde med bådforeningen og kajakforeningen, når de første fragtskibe sejler ind i Godthåbsfjorden med bygge- og anlægsmateriale til havn, vej og mine.

– Det sidste ord er ikke sagt endnu, understreger Pîtánguak' Tittussen.

Fortsat information
Naalakersuisuts medlem for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, er glad for interessen for de fire borgermøder, som til sammen havde 475 deltagere.

- Borgermøderne har været den platform, hvor befolkningen og de involverede parter kunne ende- vende bekymringer og forventninger til Isukasia-projektet, men dialogen og informationen til borgerne slutter ikke med høringsrunden, for London Mining skal stadigvæk være i dialog med borgerne gennem hele projektets levetid siger Ove Karl Berthelsen.

Inden London Mining får en udnyttelsestilladelse i Isukasia, skal selskabet sammen med Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Selvstyre indgå en IBA-aftale.

(IBA er en forkortelse af det engelske udtryk Impact Benefit Agreement, som dækker over en trepartsaftale mellem selskab og de lokale/nationale myndigheder, for eksempel om uddannelse og inddragelse af lokal arbejdskraft og lokale virksomheder).

- Har du allerede sagt ja til London Mining?

- Nej, Naalakkersuisut har endnu ikke truffet en beslutning, og en ansøgning vil kun blive godkendt, hvis den opfylder alle lovens krav.

- Det sidste ord er ikke sagt endnu, understreger Ove Karl Berthelsen.

Powered by Labrador CMS