Siden omikrons indtog er over en million blevet smittet i Danmark

70 procent af samtlige smittetilfælde under epidemien er registreret de seneste to måneder.

Siden omikronvarianten gjorde sit indtog i Danmark 28. november sidste år, er 1,16 millioner personer blevet testet positive for coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det betyder samtidig, at de seneste to måneders positive prøver udgør mere end 70 procent af alle smittetilfælde, der er registreret i Danmark under hele coronaepidemien, der strækker sig tilbage til februar 2020.

Det er ikke alle smittetilfælde siden 28. november, der er med omikron, da deltavarianten var dominerende indtil midten af december.

I 2022 har omikron været i stort set alle de positive prøver, som man har undersøgt for varianten.

Samlet er mere end hver fjerde person i Danmark testet positiv for coronavirus under epidemien.

En mindre andel af de positive prøver - knap 69.000 - er personer, der tidligere har været testet positive i løbet af epidemien.

De seneste to dage er der registreret mere end 50.000 nye smittetilfælde om dagen. Det er det højeste, der har været under epidemien.

Antallet af indlagte med coronavirus er fredag på 967 personer, hvilket er det højeste antal, der har været indlagt på samme tid.

Men i modsætning til sidste vinter er en relativt stor andel af patienterne indlagt af andre årsager. Men de optræder i statistikkerne, fordi de også er testet positive for coronavirus.

Statens Serum Institut anslår i sin seneste opgørelse for uge 1, at omkring 40 procent af de indlagte med coronavirus var indlagt af andre grunde end corona.

Det ses også ved, at antallet af indlagte på intensiv trods de seneste mange ugers rekordhøje smittetal er nedadgående.

Fredag er 33 personer indlagt på intensiv, mens det denne vinter toppede i starten af januar på 82. Også på intensiv er en andel af patienterne indlagt af andre årsager. I uge 2 var det omkring hver fjerde patient.

Denne udvikling er en af de centrale årsager til, at regeringen har valgt at sløjfe stort set alle coronarestriktioner fra 1. februar.

Powered by Labrador CMS