Sidder vejrfast i 25 dage: Tålmodigheden er opbrugt

Petrine Karlsen fra Kullorsuaq ved Upernavik har ventet på at komme hjem til Kullorsuaq i 25 dage. Sammen med sine to børn måtte hun holde jul i Upernavik, i stedet for hjembygden.

Petrine Karlsen håber, at helikopteren kan lette lørdag formiddag. Så når vi måske hjem, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Offentliggjort

Petrine Karlsen venter på at helikopteren kan lette og flyve hende og hendes to børn hjem til bygden Kullorsuaq ved Upernavik. Hendes to børn er på to og fire år.

De har nu ventet de sidste 25 dage.

- Vores gamle billet siger den 22. december. Vores afgang er aflyst flere gange. Nu venter vi på helikopteren, der forhåbentlig skal flyve os hjem i dag, fortæller Petrine Karlsen til Sermitsiaq.AG lørdag formiddag.

Hun rejste til Ikerasak i november, men ville hjem til Kullorsuaq før jul.

Holdt jul i Upernavik

Det er ikke usædvanligt for borgere i Upernavik og omegn at sidde vejrfast om vinteren. Om vinteren bliver rejsemulighederne nærmest lammet af mørkeperioden i månederne november, december og januar.

- De første par uger var jeg tålmodig. Men jeg kan mærke, at jeg er mere utålmodig de sidste par dage. Mine to børn er også trætte at sidde her og vente på at komme hjem, fortæller Petrine Karlsen.

Hun er en af dem, der har skrevet under på en underskriftsindsamling. Underskriftsindsamlingen skaber fokus om dårlige forhold for de rejsende, hvor borgere ønsker bedre helikoptere, der også kan flyve i mørkeperioden.

Hun får refunderet en del af sine omkostninger til, fortæller hun til Sermitsiaq.AG.

Ny servicekontrakt giver håb

Air Greenland oplyser, at der har været udfordringer med vejret især omkring Upernavik de seneste uger, og at Air Greenland arbejder for at de sidste passagerer når frem til deres destination.

Der er dog håb om bedre infrastruktur med de nye servicekontrakter:

- De nye servicekontrakter som er indgået med myndighederne for 2021-30 arbejder med en ny moderne helikoptertype H155 som skal erstatte Bell212. Disse forventes at forbedre forholdene, oplyser Air Greenland.

- Det giver håb, at der snart indsættes en ny helikopter. Jeg ønsker ikke, at nogen skal opleve aflysninger i så mange dage som vi har oplevet, siger Petrine Karlsen.

Den nye type forventes at blive implementeret i Upernavik området i andet halvår af 2021, oplyser Air Greenland.

Powered by Labrador CMS