Sexchikane: Erik Jensen vil fremtvinge en debat på Siumut-landsmøde

Formandskandidat Erik Jensen roser de ti kvinder, der er stået frem overfor hovedbestyrelsen og har klaget over sexchikane.

Den ene kandidat til formandsposten i Siumut, Erik Jensen, erklærer nu sin fulde opbakning til de kvinder, der fortalte om seksuelle krænkelser på partigangen.

- Jeg tager hatten af for de ti kvinder. Det er meget modigt gjort af dem, så de fortjener al mulig ros. Det er deres fortjeneste, at vi nu bredt i samfundet diskuterer spørgsmålet om sexchikane.

- Grænsen skal stå knivskarpt

Mens partiformand Kim Kielsen er tilbageholdende med at melde ud, hvilke initiativer han vil tage for at forhindre nye tilfælde, så mener Erik Jensen, at spørgsmålet skal drøftes i partiet hurtigst muligt.

- Forud for den kommende samling skal vi i partiet have drøftet, hvilke yderligere foranstaltninger vi kan sætte i værk for at undgå sexchikane fremover.

Når hele partiet skal samles denne sommer, og den kommende formand skal vælges, så kommer de delegerede heller ikke uden om emnet sexchikane, hvis det står til Erik Jensen.

- Jeg vil tage spørgsmålet om sexchikane med på vores kommende landsmøde. Det skal stå knivskarpt, hvor grænsen går. Og her mener jeg, der er behov for, at vi skal have ændret vores vedtægter, så det også kommer til at stå sort på hvidt, at sexchikane er uacceptabelt i vores parti. På samme måde skal vi have tydeliggjort det i vores værdier.

- Du er formandskandidat. Har du haft nogen andel i, at de ti kvinder er stået frem?

Det har jeg ikke. Det er helt deres eget initiativ. Dette handler ikke om en magtkamp, det handler om sexchikane.

Afviser kendskab

De ti kvinder har beskrevet, at chikanen foregik ganske åbenlys på Siumuts partigang.

- Har du haft noget kendskab til, at de ting, som kvinderne beskriver, er foregået?

- Jeg har ikke på noget tidspunkt observeret sexchikane. Hvis jeg havde overværet det, så ville jeg være skredet ind og efterfølgende have orienteret vores formand om det. Og jeg er overbevist om, at mange partimedlemmer ville have gjort det samme.

- De ti kvinder fortæller, at der i flere tilfælde er andre mænd, der har overværet chikanen. Vi har også oplysninger om, at folkevalget ligeledes har opført sig krænkende. Hvordan har du kunnet overse dette?

- Mens jeg var naalakkersuisoq sad jeg i en bygning over på den anden side. Så jeg har ikke haft min daglige gang på partigangen. Så der kan nemt være sket ting, som jeg er uvidende om. Men jeg kan forsikre, at jeg vil have grebet ind, hvis jeg havde set noget.

- Har du slet ikke haft noget mistanke? Har du blot kigget den anden vej?

Som sagt har jeg befundet mig i en anden bygning. Men nu hvor jeg færdes på partigangen, ville jeg straks påtale det overfor den pågældende og sige det til vores formand, hvis nogen skulle optræde seksuelt krænkende.

Powered by Labrador CMS