Sex overgreb mod kvinder

Demokraterne vil gøre 2012-2016 til en særlig indsatsperiode mod voldtægter og andre sexovergreb mod kvinder

Niels Thomsen fra Demokraterne vil nu have at der gøres noget for at stoppe de mange sexovergreb på kvinder.

Medlem af Inatsisartut for Demokraterne Niels Thomsen spørger nu naalakkersuisut om vil styrke indsatsen mod mod voldtægter og andre sexovergreb mod kvinder. Demokraterne vil gøre 2012-2016 til en særlig indsatsperiode.

Nielse Thomsen begrunder sit spørgsmål med, at forekomsten af seksuelle overgreb i Grønland er enormi forhold til andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Målt pr. 10.000 indbyggere havde Færøerne i 2010 5 anmeldelser i kategorien seksuelle overgreb. Danmark havde 4. Og Grønland havde 66. Det vil sige i alt omkring 370 anmeldelser på blot ét år.

Hertil kommer alle de overgreb, som aldrig bliver anmeldt. En undersøgelse fra 1983 viste, at hver fjerde kvinde i Grønland mindst én gang i sit liv har været udsat for et seksuelt overgreb. Intet tyder på at dette tal i dag er mindre. Faktisk var tallet endnu højere i en ny undersøgelse fra 2005-07: 43 procent!

- Det siger lidt om, hvor mange kvinder, der i dagens Grønland går rundt med ar i sjælen, kommenterer Niels Thomsen.

Og så spørger han:

- Hvad har vi fra politisk side gjort for at bekæmpe dette altødelæggende problem? Har vi iværksat holdningsbearbejdende kampagner? Har vi sat problemet på den politiske dagsorden? Eller har vi lænet os tilbage og forsøgt at tie det ihjel?

- De seneste år har vi faktisk gjort en indsats, men denne indsats har næsten udelukkende været rettet mod seksuelle overgreb mod børn. Sexmisbrug af børn har haft et uhyggeligt omfang, som samfundet i mange år har fortiet og fortrængt. En indsats på dette området har været helt igennem nødvendig og vil være det i mange år endnu. Men det ændrer ikke ved, at Grønland også når det gælder sex-overgreb mod voksne kvinder, har et problem af en størrelsesorden, som for længst burde have fået alarmklokkerne til at ringe, og samfundet til at gribe ind, mener Niels Thomsen.

- Som samfund har vi en pligt til at hjælpe de kvinder, som er ofre for overgreb. Vi har en pligt til at gribe ind over for gerningsmændene. Men samtidig har vi også en pligt til at forebygge, så Grønland igen kan blive et land, hvor kvinder kan færdes uden frygt. Intet anstændigt samfund kan vende det blinde øje til, og lade som om problemet ikke eksisterer, siger han.

- I et debatindlæg, som blev bragt på SermitsiaqAGs hjemmeside på kvindernes kampdag, 8. marts, foreslog Astrid Fleischer Rex og jeg derfor, at vi gør 2012-2016 til en særlig indsats-periode mod voldtægter og andre sexovergreb mod kvinder. En periode, hvor man målrettet forsøger at bekæmpe problemet, med holdningsbearbejdende kampagner, TV-spots og lignende, svarende til f.eks. den kampagne, der har været kørt af Ligestillingsrådet, efter at Demokraterne i 2004 satte vold mod kvinder på den politiske dagsorden, oplyser Niels Thomsen.

- En sådan kampagne vil også være med til at nedbryde tabuerne omkring voldtægt, så ofrene får lettere ved at stå frem. De voldtægtsofre, der ikke står frem, får ingen hjælp, og gerningsmændene slipper for straf, og er klar til at ødelægge tilværelsen for det næste offer, tilføjer han.

- Vi opfordrede Ligestillingsrådet til at komme på banen. Vi opfordrede Grønlands nye kriminalpræventive råd til at komme på banen. Gerne i samarbejde med Selvstyrets Familiedepartement, Paarisa, og hvem man nu ellers kunne forestille sig. Vi opfordrede til, at vi forener alle gode kræfter og får gang i en målrettet præventiv indsats.

- Forslaget er ikke nyt. Faktisk fremsatte Demokraterne et tilsvarende forslag tilbage i 2006, dengang dog alene rettet til Hjemmestyret.

- I 2006 talte vi desværre for døve ører. Siden da er der anmeldt mere end 2.000 sexovergreb, heraf over 1.000 voldtægter og voldtægtsforsøg, oplyser Niels Thomsen.

Powered by Labrador CMS