Sermersooq: Sociale ydelser forsinkes på grund af sikkerhedsbrud

De omfattende it-problemer i Selvstyret har lammet flere økonomisystemer, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Siden fredag har Selvstyret meldt om omfattende it-problemer som følge af et sikkerhedsbrud.

Tirsdag oplyser Kommuneqarfik Sermersooq, at problemerne får konsekvenser for modtagere af sociale ydelser i kommunen.

- Som en konsekvens af sikkerhedsbruddet ved Selvstyrets servere, er der sket en nedlukning af forbindelserne ind og ud af landet for de fleste offentlige økonomisystemer.

- Det betyder blandt andet, at offentlige ydelser ikke kan sættes til udbetaling, før forbindelserne er genoprettet. Derved kan Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked allerede nu konstatere, at der vil være forsinkelser på næsten alle offentlige ydelser, selv hvis forbindelsen straks genoprettes, skriver kommunen på sin hjemmeside.

Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at i øjeblikket ikke er en endelig melding om, hvornår forbindelsen er genoprettet:

- Men de sociale ydelser vil blive sendt til udbetaling så snart det er muligt, skriver kommunen.

Powered by Labrador CMS