Gå til hovedindhold

Sermersooq: Retssikkerheden truet af nyt Naalakkersuisut-forslag

Hovedstadskommunen er stærkt kritisk over for en ny bekendtgørelse om støtte til børn, som Naalakkersuisut har haft i høring. Retssikkerhedsmæssigt er den betænkelig, mener kommunen.

Med en ny bekendtgørelse skal kommunerne forpligte sig til ”at anvende de vejledninger, skabeloner og andre hjælpeværktøjer, som Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold udarbejder til Inatsisartutlov om støtte til børn”, står der i høringsforslaget.

- For at styrelsen kan understøtte og oplære kommunernes sagsbehandlere bedst muligt, er det afgørende, at kommunerne anvender ensartede systemer, der understøttes af styrelsen. Dette sikres med en ny bestemmelse, der forpligter kommunerne til altid at følge de vejledninger m.v., der udarbejdes i styrelsen, lyder forklaringen.

Retssikkerheden truet

Kommuneqarfik Sermersooq mener imidlertid, at forslaget er ”retssikkerhedsmæssigt betænkeligt”, og peger på, at der ikke forudsættes høring og kundgørelse ved kommende ændringer af detaljer i vejledningen.

- Indholdet i en vejledning har således typisk ikke været gennem den kvalitetssikring, som finder sted ved revision i lovkontoret og høringsproces, understreger hovedstadskommunen i sit høringssvar.

- Da en vejledning generelt ikke er retligt bindende for borgerne, og normerne i en vejledning fx heller ikke kan gøres til genstand for egentlig klageadgang, er det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at foretage særskilt normering i en vejledning, mener kommunen, der peger på et konkret eksempel, som har betydning for hovedstadskommunens strategi om at flytte døgnanbragte børn i familiepleje i de tilfælde, hvor det er den bedste løsning for det enkelte barn.

- Et godt eksempel på det sidste er udskrivningsvarslerne fra døgninstitutioner i forbindelse med ændring af anbringelsessted fra døgninstitution til plejefamilie, som er angivet i Myndighedsvejledningen side 67. Fristen fastsættes i denne vejledning til et varsel på 6 uger henholdsvis 12 uger, afhængig af om barnet er på en døgninstitution for personer med handicap (12 uger) eller ikke (6 uger). Disse frister findes hverken i loven, hvor der alene er en bemyndigelsesbestemmelse i § 30, stk.4, eller i bekendtgørelsen, men alene i vejledningen, skriver Kommuneqarfik Sermersooq og tilføjer:

Konfliktstof

- Dette er et eksempel på en regel, som har en direkte betydning for partens eller barnets rettigheder og pligter. Hertil kommer, at hjemkommunernes ønsker om udskrivninger fra døgninstitutioner indimellem kan være konfliktstof mellem kommune og døgninstitution. Reglen bør derfor fremgå af loven eller bekendtgørelse, og ikke være gemt væk i en vejledning, hvis nærmere indhold hverken har været i formel høring eller genstand for formel kundgørelse.

Det er kommunens opfattelse, at den nye bekendtgørelse – hvis den føres ud i livet – blot vil skabe mere ”forvirring end ensartethed” og henviser til, at vejledningen på området aldrig har været i høring og dermed blevet kvalitetssikret.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER