Sermersooq: Påbud fra Selvstyret er ugyldigt

Selvstyret har i strid med loven udstedt et påbud til Kommuneqarfik Sermersooq, mener kommunen, der har haft to advokatfirmaer til at vurdere sagen.

Offentliggjort

Selvstyret har udstedt et påbud til Kommuneqarfik Sermersooq om, at kommunen ikke længere må bruge en bestemt model til at skaffe boliger i hovedstaden.

Nu mener kommunen, at påbuddet er ugyldigt, og kommunen har fået to advokatfirmaer til at kigge på sagen.

- Kommuneqarfik Sermersooq har forholdt sig skeptisk til påbuddet, og har derfor ikke taget beslutning om nye boliger, siden det blev udstedt. Nu bekræfter to uafhængige advokater imidlertid, at påbuddet er i strid med loven, oplyser kommunen i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq.AG.

Tilsyn med boligmodel

Sagen handler om, at Indenrigsafdelingen i Selvstyret er i gang med et tilsyn hos Kommuneqarfik Sermersooq. Afdelingen står for tilsynet med kommunerne og vil afdække, om kommunen har holdt sig inden for lovens rammer, da kommunen lejede omkring 300 lejligheder af private bygherrer.

Kommunen har efterfølgende fremlejet lejlighederne til borgere gennem kommunens boligselskab – Iserit - ifølge kommunen for at imødegå den stigende boligmangel i Nuuk.

Det er i forbindelse med tilsynet, at Indenrigsafdelingen tilbage i februar udstedte et påbud til kommunen om, at den ikke længere må bruge den model til at skaffe boliger.

Men kommunen har bedt de to advokatfirmaer Nuna Advokater og Advokatfirmaet Malling & Hansen Damm vurdere påbuddet, og de kommer begge frem til den konklusion, at påbuddet ikke er gyldigt.

- Det udstedte påbud i skrivelse af 12. februar 2020 fra Grønlands Selvstyre, Formandens Departement er udstedt uden lovhjemmel og er derved ikke retligt bindende, konkluderer Nuna Advokater i sit notat.

Overordnet anfører advokaterne, at det kun er Tilsynsrådet, der kan udstede påbud til kommunerne og ikke Selvstyret. Du kan læse mere om Tilsynsrådet nedenfor.

Utilfreds borgmester

Borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) er stærkt utilfreds med Selvstyrets ageren i sagen og kalder det ”dybt ironisk”:

- Det er dybt ironisk. Vi bliver beskyldt for at være på kant med loven, af en myndighed der selv overtræder loven i deres forsøg på at kontrollere os. Det er altid min forventning offentlige myndigheder overholder loven, og det gælder specielt myndigheder, der skal kontrollere at andre overholder loven, udtaler Charlotte Ludvigsen.

- Hvorfor bruger kommunen så mange ressourcer på at bekæmpe et tilsyn, der dybest set skal klarlægge, om kommunens ageren med hensyn til at skaffe lejligheder er inden for lovens rammer?

- Vi har ikke noget problem med at blive kigget efter i sømmene, men Selvstyret har udstedt et påbud uden at kunne pege på en eneste paragraf som vi har overtrådt, og uden lovhjeml. Den fremgangsmåde bekymrer mig meget, siger Charlotte Ludvigsen.

Kommunen vil nu gå til Naalakkersuisut for at få påbuddet trukket tilbage.

Indenrigsafdelingen i Selvstyret oplyser til Sermitsiaq.AG, at man endnu ikke har haft mulighed for at vurdere kritikken fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Hvad er kommunernes Tilsynsråd:

  • Indenrigsafdelingen i Selvstyret varetager opgaven med at være sekretariat for Kommunernes Tilsynsråd.
  • Tilsynsrådet fører tilsyn med, at kommunalbestyrelserne i deres forvaltning overholder reglerne i Inatsisartutlov om den kommunale styrelse (Styrelsesloven) og i øvrigt forvalter i overensstemmelse med gældende offentligretlige regler.
  • Som sekretariat forbereder Indenrigsafdelingen Tilsynsrådets sager til behandling og indhenter de fornødne udtalelser og søger faktum belyst. Herefter udarbejder Indenrigsafdelingen redegørelser til Tilsynsrådets møder med et uddrag af sagens faktum og en angivelse af de bestemmelser, der gælder for det pågældende område.
  • Naalakkersuisut kan indbringe en sag for Tilsynsrådet, såfremt en kommune ikke inden for en fastsat tidsfrist fremsender dokumentation for forhold, som Naalakkersuisut ønsker uddybet i forbindelse med tilsynet.
  • Ifølge § 49 i Styrelsesloven kan Naalakkersuisut beslutte, om der er tilstrækkeligt grundlag for at indbringe en sag for Tilsynsrådet. I bemærkningerne til denne bestemmelse nævnes det, at det er Naalakkersuisut, som alene kan beslutte, om en sag har sådan karakter, at sagen bør indbringes for Tilsynsrådet med overvejelse om sanktioner. Andre kan således ikke indbringe en sag for Tilsynsrådet.
  • Kommunernes Tilsynsråd består af følgende medlemmer:
    • Formand Sólja í Ólavstovu, Ombudsmand på Færøerne (udpeget af Landsdommeren i Grønland)
    • Ole Dorph (udpeget af Inatsisartut efter valget til Inatsisartut den 24. april 2018)
    • Agathe Fontain (udpeget af Inatsisartut efter valget til Inatsisartut den 24. april 2018)
    • Emilie Olsen (Udpeget af kommunerne i forening)
    • Hans Aronsen (Udpeget af kommunerne i forening)
  • Kilde: Naalakkersuisut.gl
Powered by Labrador CMS