Sermersooq: Milliard-lån er stadig ikke godkendt

Naalakkersuisut har endnu ikke godkendt, at Kommuneqarfik Sermersooq kan optage et lån på 1,25 milliarder kroner. Lånet skal betale for anlægsinvesteringer, der blev sat i gang i regi af det nu lukkede byudviklingsselskab Siorarsiorfik - Nuuk City Development.

Arkivfoto af skolebyggeriet i centrum af Nuuk.

I Kommuneqarfik Sermersooq afventer man med spænding en afgørelse i Naalakkersuisut.

Naalakkersuisut skal nemlig godkende, at kommunen går ud og optager et lån på 1,25 milliarder kroner for at overtage og ikke mindst betale for anlægsprojekterne i det nu lukkede byudviklingsselskab Siorarsiorfik - Nuuk City Development (NCD).

Øvelsen er en udløber af den såkaldte boligsag og en del af en storstilet oprydning i kommunens anlægsafdeling.

Arbejdet med sagen foregår i Departement for Finanser og Ligestilling, og naalakkersuisoq oplyser nu til Sermitsiaq.AG, at hun forventer at kunne fremlægge sagen for Naalakkersuisut i midten af december:

Naalakkersuisoq: Sagen er enormt vigtig

- Planen er fortsat, at jeg fremlægger sagen for Naalakkersuisut på mødet den 15. december. I praksis sker det ved, at mit departement udarbejder et oplæg med en indstilling, som Naalakkersuisut så tager stilling til, skriver Naaja H. Nathanielsen (IA) i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.

I en præsentation opgør forvaltningen i Sermersooq lånebeløbet på 1,25 milliard kroner på følgende måde (tallene er i millioner kr.) :

Naalakkersuisoq oplyser videre, at hendes departement fortsat er i dialog med kommunen og har indhentet oplysninger fra diverse parter:

- Sagen er enormt vigtig, ikke bare for Kommuneqarfik Sermersooq, men sådan set for os alle. Defor er vigtigt for mig, at arbejdet gøres grundigt, især når man ser på det bagtæppe, sagen er opstået ud af.

Kommune: Positiv tilkendegivelse

- Dialogen med kommunen er god, og jeg ser meget frem til, at Naalakkersuisut får lejlighed til at drøfte sagen i december, lyder det fra Naaja H. Nathanielsen.

På et ekstraordinært møde 23. maj i år besluttede kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq at fusionere NCD med boligselskabet Iserit med Iserit som det fortsættende selskab. I praksis betød det, at NCD blev nedlagt.

De boliger, som kommunen havde skudt ind i NCD, overgik til Iserit, og kommunen hjemtager de anlægsprojekter, som NCD var i gang med - herunder det store skolebyggeri i centrum af Nuuk.

I forbindelse med behandlingen af kommunens budget for 2023 skriver forvaltningen, at 'Naalakkersuisut har givet en positiv tilkendegivelse for, at kommunen optager lån til at finansiere hjemtagne anlægsprojekter.'

Det er ikke lykkedes at få en kommentar til sagen fra Kommuneqarfik Sermersooq inden deadline.

Powered by Labrador CMS