Sermersooq: Vi følger ikke Ombudsmandens påbud

Økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet ikke at efterkomme et pålæg fra Inatsisartuts ombudsmand.

Økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq er ikke enig i Ombudsmandens beslutning. Sådan lyder meddelelsen fra formand for udvalg for velfærd og arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt (IA) i en pressemeddelelse.

Sagen

Sagen omhandler en borger, der tilbage i januar 2015 klagede til ombudsmanden over, at den underholdshjælp, som borgeren modtog fra Kommuneqarfik Sermersooq, var blevet nedsat. uden at borgeren var orienteret direkte om nedsættelsen.

Det gav ombudsmanden anledning til at kritisere sagens forløb i stærke vendinger og pålagde kommunen at omgøre beslutningen.

- Vi har normalt stor respekt for det arbejde, Inatsisartuts ombudsmand udfører, men i dette tilfælde mener vi, at vi har håndteret sagen korrekt, og mener derfor, at en domstolsprøvelse af ombudsmandens afgørelser vil være nyttig, siger formand for Udvalg velfærd og arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt.

For høj sats sænket

I 2014 bliver det klart for kommunalbestyrelsen at Kommuneqarfik Sermersooq har de højeste sociale ydelser i Grønland, og at de motiverer mange modtagere af offentlig hjælp til at flytte til kommunen uden at have bolig, oplyser kommunen på sin hjemmeside om bevæggrundene for at sænke ydelserne i 2015.

- Vi mener at vi i denne sag har handlet efter loven. Det mener vores juridiske rådgivere også, siger Inge Olsvig Brandt.

Inatsisartuts ombudsmand har på forhånd meldt ud, at de vil hjælpe klagerne med at søge fri proces til en retssag mod kommunen. Kommuneqarfik Sermersooq kan derfor ikke udtale sig yderligere.

Sagen blev drøftet på økonomiudvalgets møde den 12. november. Siumuts to medlemmer af udvalget, var uenige af afgørelsen

Powered by Labrador CMS