Sermersooq sætter ind på plusser og brøkker i skolen

Forvaltningen for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq vil holde skarpt øje med elever og læreres indsats i matematik, så resultater i trintest for 7. klasse bliver bedre. Kommunens elever scorer bedre end de fire andre kommuner i alle andre fag end grønlandsk.

Elever skal lære mere matematik. Det vil forvaltningen børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq stræbe efter. Arkivfoto.

Elever i Kommuneqarfik Sermersooq klarer sig bedst i alle fag til 7. klasses trintest, men sakker bagud i grønlandsk.

Sidste skoleårs trintest viser, at Sermersooq har det højeste trintestresultat i matematik i 7. klasse i forhold til de fire andre kommuner i landet. Men trintestresultaterne i matematik i kommunen er mærkværdigt lavere i forhold til fagene dansk og engelsk.

Løsningssikkerheden i procent for faget matematik ligger på 45 procent for skoleåret 2020/2021, hvilket betyder, at eleverne regner forkert i over halvdelen af alle opgaverne, der skulle løses i testene i 7. klasse.

Forvaltningen for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq har lagt to og to sammen, og løsningen er, at forvaltningen vil sætte ekstra ind i matematik for at opnå bedre resultater i trintestene for 7. klasse.

Skarpt øje på matematik

Det har forvaltningschef Lone Nukaaraq Møller orienteret kommunalbestyrelsen om denne måned ved et kommunalbestyrelsesmøde.

- Forvaltningen for børn og skole har i forbindelse med udarbejdelsen af den fælles kvalitetsrapport konstateret, at særligt resultatet af trintestene i matematik for 7. klasse for alle skoler i Kommuneqarfik Sermersooq under ét er lave og utilfredsstillende.

- Derfor vil forvaltningen skærpe opmærksomheden på faget matematik, og have som mål, at dette trintestresultat bliver forbedret, lyder det fra forvaltiningen.

Klarer sig bedst i dansk og engelsk

Trintestresultaterne for 7. klasse i Kommuneqarfik Sermersooqs skoler viser, at der er sket en nedgang i resultatet for faget dansk. Resultaterne er dog stadigvæk det højere i Kommuneqarfik Sermersooq sammenlignet med de øvrige kommuner.

Til gengæld er resultater i engelsk blevet bedre i forhold til skoleåret 2019/2020, hvor Kommuneqarfik Sermersooq også ligger over landsgennemsnittet.

Resultatet af trintest i grønlandsk i 7. klasse er det laveste i Kommuneqarfik Sermersooq sammenlignet med de øvrige kommuner. De seneste tre år er løsningssikkerheden i procenter i grønlandsk blevet lavere og er nu på 52 procent.

Powered by Labrador CMS