Arctic Winter Games

Sermersooq: Derfor har vi ikke lånt biathlon-banen ud før AWG

Kommuneqarfik Sermersooq peger på, at det er kommunens ansvar, at banen fungerer til de arktiske lege

I første omgang var det meningen, at der skulle være tre grønlandske deltagere i biathlon-turneringen. Men på grund af de dårlige træningsmuligheder blev tallet reduceret til en enkelt

Det har ikke været nemt for Grønlands eneste deltager i biathlon, 14-årige Ukaleq Slettemark, at forberede sig i Nuuk forud for Arctic Winter Games.

Skydeskiverne
Det har således ikke været muligt at benytte skydeskiverne, som Kommuneqarfik Sermersooq har stillet op forud for legene. Og af samme årsag er holdet reduceret fra tre til en enkelt deltager. De to øvrige skiftede til langrend.

Læs: Sermersooq har blokeret for biathlon-træningen

- Det har været enormt svært at træne. For i skiskydning er langrend 50 procent, mens skydningen er 50 procent. Derfor er det frustrerende, at vi ikke har fået lov til at træne skydningen, har landstræner Uiloq Slettemark tidligere understreget over for Sermitsiaq.AG.

To årsager
Sermitsiaq.AG har bedt Kommuneqarfik Sermersooq om en kommentar til sagen. Og her peger kommunikationschef Lars Damkjær på to årsager til, at det ikke har været muligt at benytte anlægget.

- Det er kommunens opgave at sikre, at biathlon-banen fungerer til Arctic Winter Games. Og derfor har vi ikke villet låne den ud før tid. Det er heller ikke lige til at benytte banen. Det kræver nemlig i hvert tilfælde, at man får en tidsbegrænset tilladelse fra politiet til at skyde, oplyser kommunikationschefen.

Powered by Labrador CMS