Sermersooq Business Council lukker

Den fondsdrevne Sermersooq Business Council lukker reelt fra årsskiftet, og medarbejderne bliver indlemmet i den kommunale forvaltning.

Offentliggjort

Efter anmodning fra bestyrelsen i Sermersooq Business Council, der står for erhvervsfremmende aktiviteter i Kommuneqarfik Sermersooq, har kommunalbestyrelsen på et lukket møde og enstemmigt besluttet at opsige servicekontrakten ved årets udgang.

For at fremme nye erhvervsinitiativer i hele kommunen har man i stedet besluttet at hjemtage opgaverne, så aktiviteterne fremover vil ligge i en ny afdeling, der kommer til at hedde Sermersooq Business under koncernservice, og hvor afdelingen Vækst og Bæredygtighed indlemmes.

Tre erhvervsråd

Som noget nyt etableres der ikke blot et, men hele tre erhvervsråd, så der bliver øget fokus på erhvervsudviklingen i Paamiut og Tasiilaq. Erhvervsrådene vil bestå af repræsentanter for erhvervslivet, kommunale embedsmænd og faglige organisationer.

De nuværende medarbejdere i Sermersooq Business Council vil blive ansat i Sermersooq Business. Normalt har der været otte til ni ansatte, men for tiden er arbejdsstyrken kun på tre medarbejdere.

Erhvervschef skal ansættes

- Vi skal i gang med at have ansat en erhvervschef, der kan varetage erhvervsfremme-opgaven, og et stillingsopslag vil snart blive slået op, oplyser kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen.

De to områdechefer i Tasiilaq og Paamiut vil få ansvaret for de erhvervsfremmende initiativer og skal referere ind til den kommende erhvervschef.

- Med den nye og mere moderne struktur får vi mulighed for at tilrettelægge erhvervsfremme-initiativer, der også kan række flere år frem i tiden. Vi sikrer samtidig via årlige erhvervsseminarer med politikerne i erhvervsudvalget og de tre erhvervsråd, at der er enighed om retningen, forklarer Lars Møller-Sørensen.

Hovedstadskommunen har hidtil leveret 10 millioner kroner til Sermersooq Business Council via en servicekontrakt.

Blev etableret i 2012

Fonden Sermersooq Erhvervsråd blev etableret tilbage i 2012, men fondskonstruktionen har været en stor hæmsko. Desuden har man savnet en kobling til hele den kommunale struktur og de initiativer, der her tages.

Ved at samle det hele under en hat, og delt ud på tre erhvervsråd er det ambitionen, at der vil blive skabt et større fokus på storkommunens to byer, der har det med at ligge i skyggen af de store investeringer i hovedstaden.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS