Fyret retschef

- Det ser ikke godt ud, når vi ikke udtaler os

Landets øverste embedsmand erkender, at selvstyrets lukkede pressehåndtering i sagen om selvstyrets fyrede retschef ikke er godt

Departementschef i Formandens Departement Svend Hardenberg

Midt i stormvejret i forbindelse med selvstyrets fyrede retschef vil landets øverste embedsmand, departementschef i Formandens Departement Svend Hardenberg, nu se på muligheden for, at ansatte i selvstyret kan udtale sig til pressen.

- Den nuværende praksis, hvor vi ikke udtaler os til pressen om interne forhold i selvstyret, viser sig nu med al tydeligt at være uhensigtsmæssig, fordi tvivlen så at sige ikke falder ud til vores fordel. Det ser generelt ikke godt ud, når vi ikke udtaler os, siger Svend Hardenberg.

Det sker i forbindelse med AG’s afsløring af, at selvstyrets retschef Andreas Salmony - ifølge avisens tre anonyme kilder uafhængigt af hinanden - i juni blev fyret, da han insisterede på, at avisen skulle have udleveret mails om Julie Rademachers ansættelsesforhold hos formanden for Naalakkersuisut.

Læs "Departementschef: Derfor udtaler vi os ikke"

- I en pressemeddelelse har du blandt andet skrevet, ’at der er blevet bragt udsagn og mindre underbygget historier om interne forhold’. Hvad mener du konkret?

- Uden at ville gå i detaljer så kan jeg jo registrere, at AG har brugt anonyme kilder, som jeg kan regne ud er periferien. Og derfor ikke kender alle detaljer i sagen.

- Hvis AG’s historie ikke er korrekt, hvorfor har I så ikke forlangt dementi?

- Lad mig sige det på denne måde. Jeg har fået oplysninger om, at AG’s historie ikke er korrekt, hvorefter jeg internt har ønsket dementi fra selvstyrets side, men jeg får den tilbagemelding, at ingen jo udtaler sig.

- Kan du ikke selv forlange dementi som landets øverste embedsmand?

- Jo, men problemet er, at jeg ikke har kendskab til alle detaljer i sagen, som er fra før min tid. De respektive ansatte har på grund af ferie været umulige at træffe. Men når jeg mandag mødes med de andre departementschefer, så drøfter vi, hvad vi fremadrettet kan gøre for åbne mere op, siger Svend Hardenberg.

Læs artiklen ”Topembedsmand blev fyret for at overholde loven” i ugens AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS