Gå til hovedindhold

Seminar: Videnskabsfolk og lokale skal stikke hovederne sammen

Med overskriften ’bæredygtig udvikling i Diskobugten som følge af klimaændringer og globalisering’ holder videnskabsfolk fra flere forskellige lande og lokale repræsentanter fra Diskobugten tirsdag og onsdag seminar i Ilulissat.

Hvordan kan forskningsprojekter hjælpe til i en lokal udvikling i forbindelse med uundgåelige ændringer som klimaforandringerne og globalisering påfører i fremtiden? Det skal forskere fra flere lande og lokale fra Diskobugten tirsdag og onsdag i denne uge drøfte i Ilulissat.

Et seminar, der skal danne bane vejen til et nyt samarbejde mellem borgerne i Disko-området og videnskaben vil nemlig blive indledt af borgmesteren i Avannaata Kommunia Palle Jeremiassen tirsdag.

Formålet med seminaret er at skabe grundlag for nye forskningsprojekter, der inddrager lokale erfaringer fra Disko-området, bringer ny viden til regionen og som kan bistå indbyggerne i Diskobugten med at udnytte de muligheder og løse de problemer, som klimaforandringer og andre påvirkninger udefra bringer.

Københavns Universitet bag seminaret

Seminaret finder sted på initiativ af Arktis-koordinator, ph.d. Morten Rasch fra Institut for geovidenskab og naturforvaltning ved Københavns Universitet.

- Klimaændringerne udvikler sig ganske hurtigt, og der skal træffes beslutninger om, hvordan man bedst kan komme dem i møde. Sammen med de lokale kræfter vil vi gerne forsøge at kortlægge, hvordan nye forskningsprojekter kan understøtte den proces - for eksempel ved at forstærke vidensgrundlaget for udviklingen af fiskeriet eller turismen, siger Morten Rasch.

Deltagere fra Disko-området kommer fra Aasiaat, Qeqertarsuaq, Akunnaaq, Ikerasak og Ilulissat, mens forskergruppen omfatter både naturvidenskabelige forskere med særligt indblik i klimaforandringerne i Grønland og antropologer, økonomer, politologer og andre med specialiseret viden om de arktiske samfunds udvikling i øvrigt.  

Ny samarbejdsaftale forventes videreført

Københavns Universitet har siden 1906 drevet forskningsstationen Arktisk Station i Qeqertarsuaq. Her har forskerne i mere end 100 år samlet videnskabelige data om udviklingen i Disko-området.

Københavns Universitet indgik i 2016 en samarbejdsaftale med den nu nedlagte Qaasuitsup Kommunia. Og ifølge arktis-koordinator, ph.d. Morten Rasch, forventes aftalen videreført med Avannaata Kommunia og Qeqertalik Kommune.

Sermitsiaq.AG følger seminariet og vil bringe nyt fra seminariet både tirsdag og onsdag.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER