Selvstyret: Tag imod coronavaccinen!

Den store mediemæssige omtale af AstraZenica-vaccinen, der mistænkes for at være årsag til dødelige blodpropper, anvendes ikke i Grønland, så borgerne bør ikke frygte en vaccination, lyder det i et opråb fra Selvstyret.

Selvstyret er bekymret for, at de grønlandske borgere vil vende en coronavaccination ryggen på grundlag af den store usikkerhed om AstraZenica-vaccinen, som imidlertid ikke bruges i Grønland.

- Der er afgørende for Grønland, at flest muligt bliver vaccineret. Det beskytter mod alvorlig Covid-19 sygdom og død. Samtidig er det den eneste måde vi forhindrer en ødelæggende epidemi når smitten på et tidspunkt uundgåeligt kommer hertil, påpeger Selvstyret i en pressemeddelelse.

Bivirkningerne

- De to slags vacciner vi anvender fra Moderna og Pfizer-BioNTech kan give hovedpine, led- og muskelsmerter/ømhed, smerter og hævelse ved indstikssted, træthed, kuldegysninger og feber, men det går hurtigt over, bliver det understreget.

Selvstyret slår fast, at de to vacciner er helt forskellige fra AstraZenica-vaccinen, som er lavet med en helt anden teknologi.

- Vaccinerne fra Moderna og Pfizer-BioNTech er såkaldte RNA-vacciner. Begge vacciner er allerede nu blevet givet til mange millioner mennesker uden der er opstået alvorlige bivirkninger. Det er kun ved brug af AstraZeneca vaccinen der er observeret en sammenhæng med forekomst at blodpropper.

- Alle i Grønland anbefales at tage imod tilbuddet om at blive vaccineret mod Covid-19 – for din egen og samfundets skyld, lyder opfordringen fra de grønlandske myndigheder.

Powered by Labrador CMS