Selvstyret vurderer: KNR brød loven med USA-støtte til rejse

Det var ikke i overensstemmelse med loven, at KNR producerede indslag til radio og tv fra en USA-støttet rejse

Arkiv
Offentliggjort

KNR bevægede sig på den forkerte side af loven, da to journalister blev sendt til USA med amerikansk støtte for at lave indslag og artikler, det skriver KNR selv i en artikel.

KNR anmodede Selvstyrets juridiske afdeling om at vurdere, hvorvidt der var problemer med radio- og tv-loven i forbindelse med rejsen.

Og her er svaret, at det svarer til et sponsorat at modtage støtte til en reportagerejse. Og det er ikke tilladt modtage sponsorstøtte til nyhedsproduktion på radio og tv. Derimod har der været lovligt at producere artikler til knr.gl.

Rejsen varede i 12 dage, og USA betalte flybilletter og hotelophold i USA. Ifølge KNR var det eneste krav fra amerikansk side, at der skulle udkomme noget på KNR som resultat af turen, men intet krav om mængde eller indhold.

Det var bloggeren Qarsoq Høegh-Dam der i en video problematiserede den USA-støttede rejse, hvor han samtidig kritiserer KNR for at være for ukritisk overfor USA i sine indslag. Kritikken fik KNR til at bede om den juridiske vurdering fra Selvstyret.

- Den (juridiske vurdering, red) må vi selvfølgelig nærlæse, og så må vi sikre, at vi fremadrettet overholder alle love og paragraffer, der nu engang er. Det er vigtigt for mig at sige, at etisk og moralsk føler vi ikke, at der er en finger at sætte på det, vi har lavet, siger KNR's nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund til KNR.

- Vi har sikret 100 procent redaktionel og journalistisk frihed. Vi har derved sikret, at vi har levet op til kravet om uafhængighed og kritisk information til vores brugere.

Mikkel Bjarnø Lund forklarer, at man ikke opfattede støtten som et egentligt sponsorat, da man havde sikret sig redaktionel frihed.

Powered by Labrador CMS