Gå til hovedindhold

Selvstyret får ny identitet

Den nye identitet er visuel - et grafisk udseende, der vil adskille selvstyret fra det gamle hjemmestyre-image.

Det nye visuelle identitet skal være gældende for departementer, styrelser og direktorater under Naalakkersuisut, men ikke for landstingsbureauet, fordi bureauet er en selvstændig enhed under parlamentet Inatsisartut.

I følge informationskontoret Tusagassiivik består den største ændring i, at betegnelsen ”Grønlands Selvstyre” ikke er taget med.

En anden ændring er, at logoets navnetræk ikke står på dansk, men udelukkende på grønlandsk og engelsk. Ved indførelsen af Selvstyret har Naalakkersuisut valgt at lade begrebet Landsstyre falde bort og lade betegnelsen 'Naalakkersuisut' være officielt gældende på grønlandsk og dansk, skriver Tusagassiivik.

Formålet med det nye grafiske design er et ønske om at Grønlands Selvstyre skal fremstå som en moderne organisation med fælles genkendelighed over hele linjen.

Online designguiden er trådt i kraft tirsdag og indeholder regler, inspiration og anbefalinger til udarbejdelse af trykte og digitale medier og materialer.

- Designet lægger stor vægt på enkelthed, balance og mangfoldighed. Dette udtrykkes ved brug af en enkel typografi, klare farver, afbalanceret logo, visuelle elementer og billeder. Balancen udtrykkes ved opdeling af de grafiske linjer i materialerne og medierne og mangfoldigheden udtrykkes primært gennem brugen af billeder. Billedstilen lægger vægt på ord som glæde, livskvalitet, styrke og mennesket i fokus, mangfoldighed og farverigdom, hedder det i pressemeddelelsen fra selvstyret.

Også den grønlandske natur og især nordlyset spiller en stor rolle i farvevalget i designguiden. Nordlysets farveforløb er gengivet i de visuelle elementer og antyder abstrakt signalerne energi, forandring og mobilisering.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER