Selvstyreavis til alle husstande

Selvstyret i både lys og skygge. Mediehuset Sermitsiaq.AG udgiver i denne tid husstandsomdelt avis i anledning af 10-året for selvstyret

En af 26 paller med jubilæumsavisen: 10 år med selvstyre: Det nye Grønland.

- Jubilæumsavisen tegner ikke et poleret glansbillede. Andet ville også være underligt i en nutid, hvor mange alvorlige problemer mangler at blive løst. Landet plages af børnevanrøgt, misbrug, kriminalitet, ulighed, affolkning af bygder og rekrutterings-udfordringer på sundhed- og socialområdet, og vi er heller ikke i mål med uddannelserne. Heldigvis er der også en del at glæde sig over, heriblandt ambitiøse infrastrukturplaner, vækst i økonomien og en insisteren på, at i dag skal være bedre end i går.

Sådan fortæller Christian Schultz-Lorentzen, direktør i mediehuset Sermitsiaq.AG, der står bag en husstandsomdelt avis, som markerer 10-året for indførelsen af selvstyret den 21. juni 2009. Netop i denne tid dumper en 72 sider stor jubilæumsavis ind hos alle husstande. Oplaget er på intet mindre end 26.500 aviser, hvilket svarer til fem tons. Noget af en operation at få rundt til alle husstande i hele landet.

- Avisen giver i sagens natur ikke et dækkende billede af hverken 10-årets opture eller nedture, men tilbyder et kalejdoskopisk vue over en vigtig epoke i landets historie, som har været spændende, løfterig, spraglet, indimellem frygtsom og forbitret, men frem for alt præget af udvikling. Selvstyret står aldrig stille. Det er under stadig forandring, siger Christian Schultz-Lorentzen.

Powered by Labrador CMS