selvmordsforebyggelse

Selvmordstal bekymrer: Gør vi det godt nok?

Selvmordsstatistikken, som politiet i Nuuk offentliggjorde torsdag, bekymrer den frivillige organisation Inuuneruna Iggoraarsuk. Den stiller spørgsmål ved, om midlerne til selvmordsforebyggelse bliver brugt godt nok.

Alt for mange begår selvmord, og den frivillige organisation Inuuneruna Iggoraarsuk efterlyser mere viden om den indsats, der leveres fra myndighedernes side. Arkivfoto

I 2016 begik 47 personer selvmord i Grønland, hvilket var ti flere end året før.

Desuden viser politiets rapport, at det fortsat er blandt de yngre, at de fleste tilfælde ses. Den yngste person, som begik selvmord, var blot 15 år gammel.

Læs: Foruroligende stigning i antallet af selvmord

Den frivillige organisation Inuuneruna Iggoraarsuk er stærkt bekymret over, om de mange offentlige midler, som bruges på forebyggelse anvendes optimalt.

Malene Vahl Rasmussen fra Inuuneruna Iggoraarsuk søger svar på følgende spørgsmål:

  • Hvor mange henvender sig på de telefonlinjer, der er oprettet?
  • Hvilken aldersgruppe er det, der ringer?
  • Hvilken baggrund har de personer, som bestyrer telefonlinjerne?
  • Hvor tit får de en henvendelse?
  • Hvad er det hovedsageligt folk ringer efter hjælp om?

- Jeg vil ikke sige, at vi ikke har tillid til at myndighederne, og om de gør nok. For det gør de. Det er bare et spørgsmål, om det, de gør, har nogen gavn, da vi har oplevet og stadig oplever meget stor uvished, om hvilke muligheder der er for hjælp i vores samfund, siger Malene Vahl Rasmussen til sermitsiaq.ag.

- Jeg bekymrer mig for samarbejdet mellem alle de telefonlinjer, foreninger, offentlige hjælpemidler, organisationer osv. Da de hver især sidder med ekstrem vigtig data for, hvordan forebyggelsen af selvmord skal ske i fremtiden. Hvis ikke disse taler sammen, kan man i fællesskab ikke forbedre vilkårene for de personer, der sidder og mangler den nødvendige hjælp, fastslår hun og tilføjer:

- Så vil der bare være en konkurrence om, hvem der gør det bedste arbejde for forebyggelse, og det er ikke det det handler om!

De yngre bekymrer
Hun er især bekymret over, at det er de yngre aldersgrupper, der tynger i selvmordsstatistikken.

- Hvis vi kunne give befolkningen et mere landsdækkende billede af, hvordan vi ønsker at forbedre forebyggelsen af ikke kun selvmord, men generel forebyggelse, vil det hjælpe meget på samarbejdet, understreger Malene Vahl Rasmussen.

Inuuneruna Iggoraarsuk er en forening, der er økonomisk uafhængig af offentlige midler. Foreningen har dog fået nogle sponsorater og fondspenge til udvikling af et projekt, som der arbejdes på.

Malene Vahl Rasmussen oplyser, at der er en stigende interesse i den grønlandske befolkning for deres arbejde, men hun opfatter det også som et råb om, at der er brug for, at der bliver gjort endnu mere på området.

- Grunden til, at de henvender sig til os, er, at de ikke ved, hvor de ellers skal henvende sig, siger hun, Det kan være pårørende, som føler sig magtesløse, eller folk som har opgivet håbet og ikke ved, hvad de skal gøre, siger hun.

Powered by Labrador CMS