Seks børn søger hver dag sorghjælp

- Vi gør alt for lidt for børn og unge med forældre, som er døde eller lider af alvorlig sygdom, lyder det fra sorgorganisation i Danmark

Død og svær sygdom i familien er tabubelagt, og flere børn risikerer at gå alene med noget meget svært. Foto: Leiff Josefsen

Når far eller mor dør - eller kæmper med alvorlig sygdom - er det en voldsom, personlig tragedie for børnene.

Det mærker organisationen Børn, Unge og Sorg, der dagligt får i gennemsnit seks personlige henvendelser fra børn og unge, som plages af sorg, ensomhed og stigmatisering på grund af død eller alvorlig sygdom i den allernærmeste familie.

Det er en fordobling siden årsskiftet, hvor "Børn, Unge og Sorg" så dagens lys efter en fusion mellem to andre sorgbearbejdende grupper.

Ifølge direktør i Børn, Unge og Sorg, Preben Engelbrekt, risikerer børnene at lide endnu større skade, fordi tabuforskrækkede voksne i deres netværk ikke tør tage de nødvendige samtaler om sygdom og død.

- Og problemet vokser, fordi vi i Danmark bliver dårligere og dårligere til at tale om de svære emner.

- Folk er meget berøringsangste for at tale om sygdom og død, og det bliver værre og værre. Tabuet vokser, og flere børn risikerer at gå alene med noget meget svært, siger han.

Børn, Unge og Sorg bistår med psykologhjælp og frivillige grupper, som assisterer børn og unge, der ikke kan få hjælp andre steder.

- Mange tror, at de er ved at blive sindssyge. Kammeraterne forstår dem ikke, og de voksne omkring dem gør ikke nok, fortæller Preben Engelbrekt.

Powered by Labrador CMS