Sejltur forandrede hendes liv for evigt

Som ung læge tog Inge Lynge til Grønland på eventyr. Men sejlturen derop kom til at forandre hendes liv og knytte hende til Grønland for evigt. Læs om kvinden, der fylder 90 år mandag.

Inge Lynge fortæller i et stort portræt om hendes 90 år lange og spændende liv, hvor Grønland kom til at spille en stor rolle.

“De skulle gifte Dem med Hans Lynge. Så får De det ikke kedeligt.”

Inge Lynge, der dengang hed Overgaard til efternavn, var om bord på M/S Umanak på vej mod Grønland.

Undervejs havde hun mødt en dansk kvinde, som hun sad og spillede kort med. Hun havde også mødt den charmerende kunstner Hans Lynge.

- Jeg var oppe og gå tur på dækket sammen med min kahytsfælle, som var en sundhedsplejerske, der havde været i Danmark på permission. Det blæste noget. Der kom en mand i en meget tynd frakke og uden noget på hovedet. Jeg tænkte: Ih, du milde, husker Inge Lynge.

De tre faldt i snak, og da han præsenterede sig ved navn, spurgte Inge:

- Lynge… Er De så i familie med Augo Lynge?

Ih, du milde

Hans Lynge bekræftede, at det var han langt ude.

- Men jeg bliver mere kendt end ham, svarede han kækt.

- Ih, du milde, tænkte Inge Lynge igen.

Kvinden fik ret i sin forudsigelse. Ikke nok med at Inge giftede sig med Hans Lynge, men hun fik det heller ikke spor kedeligt.

- Hun fik rigtigt nok ret, smiler Inge Lynge.

Inge Lynge fylder 90 år den 3. december. 90 år, der har været mere præget af Grønland, end hun som ung læge havde forestillet sig, da hun stod dér på dækket af Umanak i 1959.

Læs hele det store portræt af Inge Lynge i det nye nummer af Arnanut, som er i butikkerne netop nu, eller
kan købes på linket herunder.

Powered by Labrador CMS