Seje Anya fik en ny chance

Anya Holst er en kvinde på 26, som efter store overvejelser har valgt at stå frem og fortælle noget af sin historie fra barndommen i Tasiilaq.

- Jeg tænker, at der er nogle rundt omkring, som kan bruge min historie, og måske forstå, at der altid er muligheder for at få et godt liv, selv om det i nogle perioder ser rigtig sort ud. Det kræver selvfølgelig hjælp, og jeg var heldig. Det fik jeg i tide.

- Kaos i ens liv kan være svært at håndtere, også når man ikke er så gammel. Det er noget med, at det unormale bliver det normale. Hvordan skulle et lille barn kunne forstå andet, som Anya Holst udtrykker det, da vi over nogle kopper kaffe i Odense taler om Anyas liv, siden hun blev født i Ilulissat for altså godt 26 år siden.

- Jeg skulle være teenager, inden jeg rigtig begyndte at forstå, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Moderen er fra Tasiilaq. Faderen dansk. Efter nogle år i Ilulissat fik moderen hjemve og den lille familie flyttede tilbage til Østgrønland. Forholdet mellem Anyas forældre holdt ikke. Anyas mor fandt en anden mand og faderen flyttede til Danmark.

Kaos er et for mildt ord

Når Anya fortæller om oplevelserne fra sin barndom med moderen, moderens nye mand og de fire halvsøskende, som efterhånden kom til, tænker man, at sådanne oplevelser må ingen udsættes for.

Anya var ikke ret gammel, da hun begyndte at være en slags mor for de mindre børn. Sørgede mange gange for, at de fik lidt mad. Sørgede for, at de kom i institution og skole.

- Mange gange havde vi næsten ikke mad. Rugbrød med margarine kan man i en tid overleve på. De to voksne drak i perioder voldsomt. Sloges tit og ofte. Inde i mit hoved har jeg nogle frygtelige billeder af, hvordan min mor for eksempel ligger på gulvet og bliver sparket i hovedet. Vi børn var normalt ovenpå, men vidste selvfølgelig, hvad der foregik. Af og til holdt de heldigvis op med at drikke, og så var der mad.

- Nogle gange skulle jeg overnatte ”ude i byen”. Hos en nær familie, som også drak. Der skete det, at manden om natten kom op i sengen til mig. Konen var faldet om af druk. Jeg ved ikke hvor mange gange det skete. Det kan jeg ikke huske. Har været 8-10 år, da det stod på. Voldtaget blev jeg ikke. Det ved jeg. Har tit tænkt, at det ikke ville være til at bære, hvis det var sket. Han ”legede” med mig, og det er jo også slemt. Der var aldrig nogen, der vågnede. Der kom en politisag ud af det. Han er blevet dømt. Går nu rundt i Tasiilaq. Jeg ignorerer ham fuldstændig, når jeg møder ham.

- Hvor har jeg været flov, når fødselsdage og for eksempel min konfirmation gik op i druk. Fin kaffemik om eftermiddagen, og så om aftenen gik det galt. Alle muligheder for at drikke blev brugt, fortæller en berørt Anya.

Min redning

Anya Holst er ikke i tvivl om, at det bedste der er sket i hendes liv er, at hun kom i pleje hos en fantastisk familie i Tasiilaq og fik nye muligheder.

- Min plejeforældre er i dag min RIGTIGE mor og far, og min plejesøster er min RIGTIGE søster. Det har været min redning, at jeg kom til dem. De har altid været der for mig, og er fuldt orienteret om, at jeg nu står frem og fortæller lidt af min historie. De synes begge, at det er godt og stærkt, at jeg gør det. Jeg begyndte at være hos dem, da jeg var omkring 14 år. Formalia - altså papirerne blev bragt i orden senere.

- Jeg har meget lidt forbindelse med min biologiske mor. Har enkelte gange i de senere år set hende. Hun bor nu i Danmark.

- Med min far har jeg også lidt forbindelse.

- Jeg har været sur og meget vred over alt det, der skete. Det er jeg ikke mere, siger Anya med overbevisning.

Indhentet af fortiden

Liden tue vælter stort læs, siger man jo. Det skete for Anya Holst sidste år midt i Coronakrisen. Anya fortæller:

- En kunde kom ved et uheld for tæt på og rørte ved mig. Alt det, jeg i så mange år havde lagt låg på, dukkede op.

- Pludselig var jeg igen den lille pige, der hjemme i Tasiilaq var udsat for ”alt muligt”. Flov og ked af det. Jeg gik helt i sort. Jeg kunne ikke mere. Blev sygemeldt. Kom heldigvis i behandling hos en psykolog og fik mange af tingene bearbejdet. Kom ud på den anden side, og føler nu, at jeg er stærkere end nogensinde.

- Så stærk, at jeg har lyst og kræfter til at fortælle min historie.

- Jeg er helt klar over, at hvis jeg ikke havde fået en ny familie og en ny chance, så havde vi ikke siddet her i dag.

En milepæl

I slutningen af juni får Anya sit svendebrev som automekaniker. Har været i lære i et af de større autohuse i Odense. Eksamensbeviset fra Syddansk Erhvervsskole med et fint resultat har hun fået.

- Jeg har drømt om at flyve helikopter, men sådan skulle det ikke være. Jeg har hænderne skruet rigtig på, så beslutningen om at komme i mekanikerlære var ikke så svær.

Anya har 10. klasse fra skolen i Tasiilaq. Har arbejdet i butik, været på efterskole i København og har læst HF i halvandet år.

Anya bor i centrum af Odense sammen med sin kæreste gennem fire et halv år. Fritiden går med at træne og passe to elskede kaniner og høre musik.

- Det danske band Volbeat er øverst på min hitliste. Det er det bedste band, jeg kender, og deres musik er meget beroligende for mig.

- Og så hækler jeg. Det har jeg lært ved på nettet at se, hvordan man gør, slutter en smilende Anya vor samtale.

Anya ved ikke helt, hvad hun skal begynde på, når svendebrevet er i hus. Læse videre står højt på ønskelisten. Det gør det også at forsøge at få nogle af de mange oplevelser og tanker nedfældet på papir.