Se video: Fra Klondyke til Sermeq City
Stort byudviklingsprojekt i Entreprenørdalen i Nuuk sendt i offentlig høring.
Erhvervsmanden Martin Sandy Shalmi vil forvandle det sidste stykke af Jagtvej i Nuuk til et attraktivt bolig- og erhvervsområde, og kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har netop sendt byudviklingsprojektet Sermeq City i otte ugers offentlig høring, skriver ugens Sermitsiaq.
– Projektet ligger fint i forlængelse af kommunens overordnede strategi for byudvikling, skriver kommunen i sit høringsmateriale.
Martin Sandy Shalmis vision er ikke alene at bygge boliger og erhvervslokaler, men også at skabe et kvarter med sit helt eget særpræg på et af de få ledige områder i bymidten.
Otte år at realisere
– Sermeq City kan blive et nyt vartegn for Nuuk; både når passagererne flyver ind over byen til den kommende atlantlufthavn, og når krydstogtskibene møder bygningerne straks ved indsejlingen til landets hovedstad, siger Martin Sandy Shalmi til Sermitsiaq.
Projektet, som er forankret i selskabet Prime View Aps. med Martin Sandy Shalmi som stifter og ejer, rummer 300 boliger, erhvervslokaler, parkeringspladser samt en offentlig havnepromenade. I dag ligger Entreprenørdalen øde hen om aftenen og i weekenden, men andre funktioner som institution, nærbutik, restaurant, café, hotel og kulturelle tilbud kan også indgå i Sermeq City, så et aktivt byliv breder sig over så mange af døgnets timer som muligt.
Det vil tage otte år og 900 millioner kroner at realisere den fulde plan, som omfatter et bebygget areal på 36.145 kvadratmeter.
På Youtube sender arkitektfirmaet N+E Arkitektur dig ud på en byvandring i den nye bydel for enden af Jagtvej i Nuuk.
Se videoerne her:
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her: