Se den nye Jern- og Metalskole

Selvstyret har lagt sig fast på, hvem der skal stå som totalrådgiver til at bygge den nye Jern- og Metalskole i Sisimiut. Det bliver KHR Architecture, som står bag byggerier såsom svømmehallen Malik og Hans Lynge skolen i Nuuk.

Jern- og Metalskolen vil lægge sig smukt ind i landskabet i Sisimiut. For at bevare passagen gennem byen er en bygningsbro spændt henover sporet, hvor byens borgere bevæger sig gennem byen til fods, på hundeslæde, cykel eller snescooter.
Offentliggjort

Den nye Jern- og Metalskole skal kunne rumme 100-150 elever samt to hold på hver 12-16 elever på et 1-årigt forløb af en maskinmesteruddannelse. Projektet er dog mere end bare en skole, fastslår Janina Zerbe, der er kreativ partner i KHR Architecture og uddyber:

- Den er den første af en række planlagte uddannelsesinstitutioner i området og skal være med til at bane vejen for Sisimiuts fremtid som uddannelsesby. Derfor er er det så vigtigt, at skolen formår at skabe det bedste afsæt for den udvikling ved at knytte de eksisterende skoler og byen sammen via sin arkitektur,” siger Janina Zerbe i en pressemeddelelse.

Den nye skole, der er budgetteret til at koste 280 millioner kroner, spænder over en grøn korridor, der fungerer som central færdselsåre for fodgængere, cyklister og snescootere og hundeslæder i Sisimiut.

- For at den grønne korridor bibeholdes, spænder vi med den nye skole en bygningsbro mellem de to højderygge, som kan sikre en forbindelse imellem alle eksisterende og fremtidige bygninger. Vi kalder den vidensbroen, fordi den via fælles funktioner, som cafe og konferenceområder for uddannelsesinstitutionerne i området i overført betydning bygger bro mellem skolerne. Samtidig med at den naturligvis helt konkret forbinder de to bygninger på hver side af den grønne passage, der skal bevares, forklarer Janina Zerbe.

Den nye skole skal danne grundlag for at udvikle en sammensluttet uddannelsesinstitution med bygge-og anlægsskolen, Råstofskolen og GUX. Jern- og Metalskolen skal også fungere som fysisk mødested for skolens elever, samt byens virksomheder og borgere via fleksible konference- og caféområder, oplyses det.

KHR Architecture forventer at underskrive en kontrakt i slutningen af april med ingeniørfirmaet Verkis som underleverandør.

Det er planen, at Jern- og Maskinskolen skal stå færdig ultimo 2023.

Powered by Labrador CMS